Annonce
Ugeavisen Varde

Utraditionelt partnerskab skal forbedre levevilkår for truede dyr

Det er de sidste 12 kilometer af Holme Å før sammenløbet med Varde Å, der skal genoprettes i åens oprindelige slyngninger. Arbejdet ventes igangsat næste år. Pressebillede
Varde Kommune har i fællesskab med Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond og energiselskabet SE rejst 27,5 millioiner kroner til naturgenopretning af Holme Å. Projektet er den største samlede genopretning af ådal og vandløb i 15 år.
Annonce

Varde: I snart 100 år har vandet fra Holme Å været lånt til elproduktion på Karlsgårdeværket. Elproduktionen, der tidligere har haft stor betydning for udviklingen i Vestjylland, er i dag ophørt, og tiden er kommet til at give vandet tilbage til vandløbet til glæde for både dyr, planter og alle, der holder af den danske natur.

Vandløbet er gennem tiden reduceret fra en bredde på fem meter til mindre end én meter, men nu er finansieringen kommet på plads, så arbejdet med naturgenopretningen af Holme Å kan begynde.

Det betyder, at den gamle kanal erstattes af den oprindelige Holme Ås naturlige forløb – det vil sige som et naturligt slynget vandløb fremfor en kunstig kanal.

Annonce

Snæbel og flodmusling

Prisen for genopretningen bliver 27,5 millioner kroner, og pengene kommer fra tre bidragydere, der hver kommer med millionbeløb til projektet.

Varde Kommune betaler således 7,5 millioner kroner, Aage V. Jensen Naturfond yder ligeledes 7,5 millioner kroner, det samme gør Den Danske Naturfond, men Energiselskabet SE bidrager med fem millioner kroner.

Genopretningen af Holme Å er et særligt projekt, der blandt andet er med til at sikre et egnet levested for sjældne og truede arter som fisken snæbel og den udrydningstruede flodperlemusling.

Ud over disse to arter er formålet med genopretningen også at øge biodiversiteten i hele den vestjyske ådal. Det skal blandt andet ske ved, at ådalens enge og overdrev afgræsses igen.

Projektet skal også sikre, at laks og andre vandrende fisk får adgang til yderligere 30 kilometer ureguleret vandløb. Holme Å var før i tiden kendt som et af Danmarks bedste vandløb for laks og havørreder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce