Varde: De kalder sig serviceholdet Lundvej, og der er to teams med hver deres værkstedsassistent og borgere fra Samstyrkens beskæftigelsesafdeling på Lundvej i Varde.
- Vores borgere har virkelig knoklet i år. De har arbejdet med stolthed og glæde, for vi kan mærke, at rigtig mange har valgt at sove udendørs i de mange sheltere. Det er os, der sørger for at rengøre muldtoiletterne, vi vasker toiletbrættet, sørger for at der toiletpapir og brænde på pladsen. Vi tømmer affaldsposer og bålfad og sætter en ære i, at pladsen fremstår pæn og ren. Det er et lønnet stykke arbejde, som vi har haft i godt fem år, fortæller Svend Erik Rasmussen, der er den ene af de to værkstedsassistenter.
Ros for renlighed
Især opgaven med at forsyne shelterpladserne med brænde har været en krævende opgave, for flere steder har de to teams måttet køre brænde ud til overnatningsstederne to gange om ugen. Normalt kører de kun ud én gang.
En nat i naturen
Tre af kommunens shelters kan bookes igennem www.bookinaturen.dk. Det er dog ikke muligt at booke shelterne ved kyst-til-kyst-stien.
I 2019 var den lille shelterplads i Sdr. Plantage syd for Varde booket til 185 overnatninger - i 2020 (oktober) var tallet 357.
Shelterpladserne ved Nysø i Varde var i 2019 booket til 1320 overnatninger - i 2020 (oktober) er tallet 3077.
I Ansager ved stemmeværkspladsen var der 2692 bookinger i 2019 – i 2020 (oktober) var der 4006.
Det er tilladt at sove i shelterne uden booking, men det anbefales at booke, hvis man vil sikre sig en soveplads.
- I værkstedet på Lundvej får vi leveret hele træstammer. Borgere med motorsavsbevis sørger for at skære stammerne i de rette længder, andre kløver og pakker i sække. Vores borgere er vidt forskellige. Nogen er mere udadvendte end andre. Nogen har ingen sprog, andre er på vej i job med jobtilskud. Fælles for dem alle er, at de er stolte af deres arbejde. Og i år har rigtig mange gæster skrevet i logbøgerne, at de er imponerede over, så flotte pladserne bliver vedligeholdt, så det er dejligt. Det er faktisk kun ved Nysø i Varde, vi ikke har kunnet klare jobbet alene. Her måtte vi have hjælp fra Vej og Park i Varde Kommune, der tømte affaldsspandene, fortæller Sven Erik Rasmussen, der har været ansat i Samstyrken i 13 år.
Den del af kyst-til-kyst-stien Samstyrken vedligeholder er godt 50 kilometer lang. Den strækker sig fra Kjelst ved Billum til den anden side af Starup.
- Vi kører på stien i en mandskabsvogn, og undervejs har vi ni shelterstop. De mest populære sheltere er ved Karlsgårde sø ved elværket og ved Rolandhytten. Normalt møder vi sjældent vandregæster på stien, men i år har vi mødt rigtig mange glade gæster, fortæller værkstedsassistenten, der bemærker, at ud over at vedligeholde shelterområderne, så udfører de to teams også andre grønne opgaver både for private, virksomheder og Varde Kommune.