Annonce
Ugeavisen Varde

Vardeklumme: Rimer sport på slåskampe?

Klumme: Sport kan få sindene i kog. Hvorfor egentlig spørger ugens klummeskribent Ole F. Gudmundsen.

Annonce

Ole F. Gudmundsen

Kommunikations-

koordinator ProVarde

Det hører trods alt til sjældenhederne, at vi kommer op at slås på scenen.

Vi har heldigvis hver især vores interesser, som vi går op i. Jeg er aldrig for alvor blevet grebet af sportsfeberen, men forleden så jeg et klip fra en ishockeykamp, der udviklede sig til et større slagsmål på banen. Granvoksne mænd iført hele udstyret med hjelm og stave, der bankede løs på hinanden.

Til fodboldkampe er det ofte de såkaldte "fangrupper", der kommer op at toppes efter kampen med masser af spildte politiressourcer til følge, som vi alle er med til at betale. Jeg bliver helt glad, når jeg tænker på, hvor mange kræfter jeg har sparet på spildte slåskampe ved at spille teater. Det hører trods alt til sjældenhederne, at vi kommer op at slås på scenen, og hvis det sker, er det aftalt og kontrolleret, så ingen kommer til skade.

Det er vist heller aldrig sket, at der er opstået tumult blandt publikum, efter at de har set Sommer i Tyrol eller Sound of Music. Derfor kan det godt undre, at sport i den grad kan sætte sindene så meget i kog, at man er villig til at slå på sin modstander (med mindre det selvfølgelig er boksning) eller en person, der tilfældigvis hepper på et andet hold.

Jeg er selv en udpræget dårlig taber, men min værste brøde er vist, at jeg i et ophidset øjeblik fejede brikkerne af skakbrættet, da jeg som dreng spillede med min storebror. Det var såmænd bare rettidig omhu, for så kunne ingen jo bevise, hvem der ville have vundet, hvis vi havde fortsat spillet, og så var der ingen grund til at slå løs på hinanden.

Når børnene allerede i en tidlig alder drøner rundt på banen efter bolden, sker det vist også imellem, at velmenende og engagerede forældre agerer "assisterende" træner med gode råd og høje tilråb. Det tager hurtigt fart og er sikkert gjort i en god mening. Spørgsmålet er, om det hjælper at hidse sig op i bestræbelserne på at fremme de små poders evner indenfor den valgte sportsgren.

Jeg tror ikke, at man som forælder kunne finde på og rejse sig op i teatersalen og råbe til sin håbefulde skuespilleraspirant: Du får aldrig det rigtige stikord, så kom nu bare med din replik, Herman - nu, Herman.

Nå, som sagt har jeg skuffende lidt forstand på sport, men som den ene gladiator sagde til den anden: Det er ikke det at vinde, det er det at deltage..

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce