Annonce
Ugeavisen Varde

Vi arbejder på den der putterutine

Lokalredaktør Dorthe Knudsen. Arkivfoto: René Hollmann

Nogle gange rammer artikler og personer lidt længere ind i hjertekulen end andre, og sådan en er Sofia Sølvig for mig.

Du kan læse om hende og hendes firma, Mindful Børneliv, i Ugeavisen Varde. Du kan læse om gode putterutiner for børn. Hvordan hun selv har ændret sine børnerutiner. Og hvordan hun var som dagplejer. Inspirerende (og lidt irriterende) læsning.

Er du 100 procent til stede, når I sidder og får en eftermiddagssnack, eller tænker du på vasketøj eller andet? Grrrr - har du selv børn? tænkte jeg først. Ellers kan man jo ikke nå det, hvis ikke man har gang i mindst fire ting på en gang. Hvem skal ellers tænke på vasketøjet, fødselsdagen i næste uge og aftensmaden i morgen?

Okay, hun har selv et barn. Og så måtte jeg indrømme, at jeg selv bliver både ked og sur, når andre mobil-multitasker, når de snakker med mig.

Så kunne jeg, igen rolig, læse videre.

Indtil næste stejle-manøvre på god, gammeldags Dorthe Knudsen-manér.

Meditation til børn. Så har jeg det, som når en hund rejser børster. Nej, nu stopper det. Den slags hokuspokus orker jeg ikke. Snak, sang, leg, hygge: fint. Meditation: glem det.

Vandfabrikanten Evian kunne godt slippe af sted med det, ligesom de laver reklamer med skøjtende og surfende babyer. Der kunne også godt være mediterende lækre, bløde lår-basser i lotusstilling og pludrende samtidig.

Men det er altså Vestjylland det her. Her er små børn fulde af sand i støvlerne i stedet.

Så måtte jeg alligevel læse videre, for det handler om putterutiner og de små børn, og her må jeg indrømme, at jeg godt kunne bruge et par gode råd eller 70 til putningen af banditten derhjemme på to år, som kan skrige MOAR så højt, når hun ikke vil sove, at ti tyverialarmer lige ind i øret på samme tid ville føles afslappende ved siden af.

Med andre ord: Vi arbejder på den putterutine, og det lyder til, at meditation også kan være lidt mere sand i gummistøvlerne-agtigt = mere mig.

Så jeg må indrømme, at jeg godt kunne finde på at bruge den QR-kode, hun giver til Ugeavisen Vardes læsere.

(Men sig det ikke til nogen - det matcher min Dorthe Knudsen-skeptiske manér lidt skidt)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce