Ansager: Det er nu mere end et år siden, at Bettina Carlsen, 47 år, etablerede virksomheden Yogaspiren i Kærbæk ved Ansager. Det er en yogavirksomhed, som er kommet i stand med en energisk indsats.
Bettina Carlsen og hendes mand Jørgen Kristensen har nemlig selv ombygget en 200 kvadratmeter stor staldbygning til virksomheden. Bygningen ligger i tilknytning til den landejendom, som parret bor på.
Der tilbydes tre former for yoga i Yogaspiren. I den klassiske yoga arbejdes der med med styrke og bevægelse, i yin-yoga arbejdes der mere roligt, blandt andet med bindevæv.
Men der er også den restorative yoga, som er så rolig, at den tilbydes til mennesker, som kan være ramt af stress, sukkersyge, fedme og også kemopatienter. Her arbejdes med nervesystemet, som afbalanceres, så ro, balance og harmoni bliver dominerende.
- Når kroppen falder til ro, så begynder organerne at fungere bedre, siger Bettina Carlsen, og det er altså teorien, at restorativ yoga kan have en gavnlig virkning på blandt andre patienter.