Annonce
Ugeavisen Vejen

Corona giver stort tab for Vejen HK og FSH Holsted

Breddehåndbolden sættes igen fri med kampe den kommende weekend. Billedet her er fra 2019, hvor 2000 ungdomshåndboldspillere mødtes til Kia Handball Cup i Vejen Kommune. Corona-aflysningen i år kostede arrangørerne Vejen HK og FSH Holsted samlet 400.000 kroner. Arkivfoto: Chresten Bergh
Breddehåndbolden sættes fri igen efter otte måneder med "kamp-abstinenser". Stævne-aflysning i foråret kostede Vejen HK og FSH Holsted i omegnen af 400.000 kroner.
Annonce

VEJEN: Sidste turneringskamp blev spillet i februar, inden landet blev lukket ned på grund af corona. Nu kæmpes der igen på håndboldbanerne i Vejen Idrætscenter. Den kommende weekend 17.-18. oktober spilles de første turneringskampe efter otte måneders venten.

- Holdene glæder sig vildt. Der har virkelig været håndbold-abstinenser hos børn og unge, siger formanden for Vejen HK, Klaus Thomsen.


Der er regler om afspritning, rengøring og afstand mellem tilskuerne. Vi har heldigvis et godt samarbejde med Vejen Idrætscenter til at håndhæve dem, men vi kan godt risikere at komme ud til udekampe, hvor der skal klædes om hjemmefra.

Klaus Thomsen, formand for Vejen HK


Vejen HK tæller ca. 300 medlemmer. Og pausen har tilsyneladende ikke kostet på den konto. Faktisk har klubben i en enkelt årgang nærmest ramt en guldåre.

- I U11-årgangen har vi fem pigehold og tre drengehold. Normalt har vi to-tre hold her af hvert køn, siger Klaus Thomsen.

Annonce

Aflysning kan mærkes

Økonomisk har corona-pausen haft betydning. Storstævnet Kia/Vest Tryk Handball Cup, som man normalt afvikler om foråret i fællesskab med  FSH Holsted, blev aflyst.

- Det er et stævne, som har vokset sig større og større, og de to klubber har samlet  400.000 kroner på den konto i mistede indtægter. 1/3 af beløbet bliver dækket ind af statens hjælpepakker, men 140.000 kroner i mistet indtægt kan også mærkes i en forening, siger Klaus Thomsen.

Satser på bredden

Vejen HK er en breddeklub. Det bedste kvindehold spiller i Jyllandsserien. Det bedste herrehold i serie 1.

Blandt de mere kendte spillere, der har fået sin håndopdragelse i Vejen HK, er Susanne Kastrup Forslund. Hun optrådte på Liganiveau for Kolding IF (En overgang KIF-Vejen) og Team Esbjerg. Det blev også til 32 A-landskampe og VM-deltagelse i 2009.

Coronapausen har også medført besparelser:

- Normalt bruger vi en del af overskuddet fra Kia/Vest Tryk Handball Cup til udlandsture og stævner med holdene, men dem har der af gode grunde heller ikke været nogle af.

Generelt har sponsorerne også været gode til at bakke op, lyder meldingen.

Annonce

De følger en protokol

Der er lavet en protokol for kampåbningerne. Et stævne tæller som et arrangement, hvor der må være op til 500 i hallen på en dag.  Hver kamp tæller med i det samlede antal.

- Med spillere, trænere, holdledere og dommere, kan det nemt blive 30 deltagere pr. kamp. Der er regler om afspritning, rengøring  og afstand mellem tilskuerne. Vi har heldigvis et godt samarbejde med Vejen Idrætscenter til at håndhæve dem, men vi kan godt risikere at komme ud til udekampe, hvor der skal klædes om hjemmefra, siger Klaus Thomsen.

Før coronaen var der "hilsepligt" i forbindelse med kampene. Rent praktisk må man finde på andre hilsener end håndtryk, når der af respekt for modstanderne siges tak for kampen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce