Annonce
Ugeavisen Vejen

En håndsrækning til byen: Kvickly Vejen donerer 100.000 kroner til Vejens handelsliv

Kvickly Vejen savner livet og miljøet i byen med åbne butikker. Derfor har de doneret 100.000 kroner til Vejen Handelsstandsforening, og det har affødt mange positive kommentarer fra byens borgere. Foto: Brian Lindholt Eskesen
Vejen skal have et godt og stærkt handelsliv på den anden side af corona-nedlukningen. Derfor donerer Kvickly Vejen både penge og kvadratmeter til byens butikker.
Annonce

Vejen: - Gode naboer er guld værd.

Sådan lyder det fra Kvickly Vejen, der har valgt at donere 100.000 kroner til Vejen Handelsstandsforening.

Pengene er en håndsrækning til Vejens handelsliv, så de mange butikker, der er ramt af corona-nedlukningen, får de bedste vilkår til at komme ovenpå igen. Derfor er pengene øremærket til, at butikkerne kan få gratis markedsføring, når de igen må åbne.

- Hvis vi vil have en god stærk handelsby på længere sigt, så er det vigtigt, butikkerne og spisestederne kommer i gang igen. Alle butikkerne deltager i fællesskabet for at skabe nogle gode rammer og aktiviteter for Vejen by. Derfor har vi valgt at donere pengene til genåbningsmarkedsføring, siger Henrik L. Christensen, der er varehuschef i Kvickly Vejen.

Donationen er ifølge Henrik L. Christensen også Kvickly Vejens måde at vise sympati med de lukkede butikker. For under nedlukningen har Kvickly Vejen fortsat kunne sælge nonfood-varer, og det har givet et overskud i budgettet.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft travlt på det sidste. Det er selvfølgelig op til kunderne selv, om de vil købe vores nonfood. Men vi og de øvrige Kvickly-butikker er blevet enige om, at den del, vi har tjent mere på nonfood, end hvad der var afsat i budgettet, donerer vi til handelsstandsforeningen, siger Henrik L. Christensen.

Annonce

En hjælpende hånd

Det er dog ikke kun byens butikker, som Kvickly Vejen rækker ud til. Også byens spisesteder får en indirekte hjælp.

Når landets caféer igen må åbne, har Kvickly Vejen beslutte at vente med at genåbne deres café. I stedet stiller de caféens 50 kvadratmeter til rådighed for byens butikker, hvis de har brug for ekstra kvadratmeter til for eksempel udsalgsvarer.

- Vi håber, at det giver de andre spisesteder og caféer i byen mulighed for at komme godt i gang igen. Samtidig har vi et stort antal kvadratmeter i butikken, og derfor vil vi gerne stille de 50 kvadratmeter til rådighed, hvis nogen har behov for dem, siger Henrik L. Christensen.

Foreløbigt stilles de 50 kvadratmeter til rådighed fra restriktionerne ophæves til den 1. maj, mens bestyrelsen i Vejen Handelsstandsforening skal beslutte, hvordan de 100.000 kroner skal bruges på markedsføring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce