Annonce
Ugeavisen Vejen

Frisør låner for at overleve: Har endnu ikke fået penge fra hjælpepakker

Fra midten af juni blev Karina Ebbesen ansat som en i teamet af frisører hos Hair4You i Vejen. 1. juli 2018 overtog hun salonen. Foto: Søren Dippel
Hos Hair4You i Vejen er indehaver Karina Ebbesen blevet nødt til at låne penge for at kunne betale husleje og løn til sine ansatte, da hun endnu ikke har modtaget en eneste krone fra corona-hjælpepakkerne.

Covid-19: Frisørfaget var ikke med på regeringens liste over de erhvervsdrivende, som må genåbne deres forretninger på mandag eller midt i marts. Og det ærgrer man sig over i frisørsalonen Hair4You i Vejen, hvor indehaver Karina Ebbesen havde håbet på tilladelse til at slå dørene op igen snart. I stedet lyder meldingen, at det tidligst kan blive efter påske 6. april.

Det betyder, at Karina nu skal ud og låne endnu flere penge, for at holde sin lukkede forretning kørende.

- Jeg har ikke fået udbetaling af nogen hjælpepakker endnu. Jeg er berettiget til alle tre pakker, så dem får jeg på et tidspunkt, men de dækker jo ikke hverken helt eller halvt, forklarer Karina Ebbesen.

Hun skal selv betale 10 pct. af lønnen til sine tre ansatte frisører og 25 pct. af lønnen til sin frisørelev. Og det vel at mærke ud af en omsætning på nul kr. i januar og februar.

- Jeg vil helst tjene mine egne penge, men den mulighed har jeg ikke i øjeblikket, forklarer hun.

Annonce

Tabt mange penge

Hun har drevet Hair4You siden sommeren 2018 og har fire medarbejdere ansat. Og de kan alle se frem til at svinge saksen igen, for salonen kommer ikke til at bukke under for coronakrisen.

- Nu har jeg tabt så mange penge, så nu bliver jeg nødt til at fortsætte. Det var en beslutning, jeg gjorde allerede i foråret, hvor jeg også tabte penge. Jeg er ude og låne alt, hvad jeg kan låne, for jeg kan ikke dække alle udgifter. Jeg troede ikke, det ville vare så længe. Ingen forestillede sig, at de ville lukke os ned i så lang tid, fortæller Karina Ebbesen.

Hun undrer sig over, at frisørfaget fortsat skal være lukket.

- Jeg mener stadigvæk, at vi kan tage vores forholdsregler i salonen meget bedre end mange andre steder, der må holde åbent. Vi kan holde afstand og spritte af, som vi også gjorde sidste år. Jeg synes, vi burde have været med i den her omgang. Jeg har også små børn, der går i skole, og ja, de har brug for at komme afsted. Men det handler også om økonomisk sundhed, siger frisøren.

Hun er modstander af de frisører, som kører hjem til kunderne for at klippe dem der.

- Jeg har mødt mine kunder og snakket med dem. Og jeg får mange spørgsmål, om jeg vil køre rundt til dem. Men det er ikke okay, hvis man kører ud til folk og klipper, for så får vi ikke stoppet de her smittekæder.

Karina er især bekymret, hvis kunderne begynder at finde andre løsninger, og hun håber, at mange vil stå klar til at blive klippet, når hun åbner salonen igen.

- Vi er klar til at åbne, så snart vi må. Vi kan gøre det med meget kort varsel. Vi spritter og vasker alt mellem hver kunde, og vi har begrænsning på, hvor mange der kan være i salonen. Det har fungeret, og folk har accepteret det. Så det ville være nemt for os at overholde reglerne.

Frisørsalonerne blev lukket ned 21. december.


Nu har jeg tabt så mange penge, så nu bliver jeg nødt til at fortsætte. Det var en beslutning, jeg gjorde allerede i foråret, hvor jeg også tabte penge. Jeg er ude og låne alt, hvad jeg kan låne, for jeg kan ikke dække alle udgifter.

Karina Ebbesen, Hair4You


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

4 gode råd før bilkøb

Annonce