Annonce
Ugeavisen Vejen

Gå på opdagelse i hr. Weiss’ julekalender

Vejen Kunstmuseums formidler, billedhugger Sophus Ejler Jepsen, fortæller om udstillingen på Vejen Kunstmuseum. Foto: Annett Bruhn
Det er 24. år i træk, Vejen Kunstmuseum præsenterer årets julekalenderudstilling og årets gæsteudstiller. 24 kunstværker af Klavs Weiss bliver afsløret – et for hver dag op til jul.
Annonce

Vejen: Vidste man ikke bedre, kunne man måske tro, at Georg Gearløs og Storm P. har forvandlet Vejen Kunstmuseums Skibelundsal til Julemandens værksted. Her kan man nemlig gå på opdagelse blandt nogle helt unikke og finurlige konstruktioner, som kun en kunstner med en krøllet og skævt tænkende hjerne har kunnet finde på og fremstillet efter alle kunstens og mekanikkens regler.

Kunstneren er Klavs Weis, der er har sit værksted og atelier i storslået natur ved Nissum Fjord og Vesterhavet. Frem til 1. marts under overskriften, Tryk På, viser Vejen Kunstmuseum nogle af hans værker – billeder, grafik, skulpturer og ikke mindst en samling af mekaniske konstruktioner, som helt uundgåeligt vil kunne få et lys til at gå op for museets besøgende og så måske tænke: Aha, det er godt fundet på!

På skift har indtil videre elever fra flere af skolerne i Vejen og omegn været på besøg for at se på Klavs Weiss’ underfundige univers. Hele udstillingen er udformet som én stor installation med 24 forskellige værker- en for hver dag i en julekalender. Skoleeleverne har så været inviteret til at åbne dagens låge i kalenderen – eller rettere at pakke dagens udstillede kalendergave op, som var der tale om en kunstafsløring.

Julekalenderudstilling

Det er 24. år i træk Vejen Kunstmuseum præsenterer årets gæsteudstiller.

Kunstmuseets julekalenderudstilling rummer hvert år blandt andet 24 værker, der dag for dag kommer til syne i dagene op til jul. Der åbnes for dagens værk af de tilmeldte, som er målgruppen, børn og unge, der er fremtidens museumsgæster.

Formidlingen til det unge publikum er for kunstnerne ofte en særlig drivkraft til at sige ja til invitationen.

Klavs Weiss har siden 1979 været bosat med eget værksted i Nees i Vestjylland.

Vejen Kunstmuseums julekalenderudstilling skan opleves frem til den 1. marts.

Annonce

Mystisk lyd

JydskeVestkysten var med mandag, da 24 elever fra 4. klasse i Højmarkskolen i Holsted, var på besøg for at undre sig og for at gå på opdagelse i hr. Weiss’ julekalender.

Et eller andet sted fra kan man høre en mystisk dryppende lyd, men hvad det er vil først blive afsløret, når lågen for den 14. december skal åbnes.

- Men indtil da giver det os anledning til at lave en gættekonkurrence om, hvad det mon kan være. Der har været mange bud lige fra dryppende vand til et marsvin, der gumler, siger Vejen Kunstmuseums formidler og billedhugger, Sophus Ejler Jepsen.

- Det er en kunstudstilling, som tvinger beskueren til at tænke, og det har vi fået nogle meget spændende samtaler ud af.

Annonce

Havets blå

Med udgangspunkt i Klavs Weiss’ mekaniske skulptur, Bølgebænk, der er udstyret med en lang række bevægelige spejle og formidler oplevelsen af en blank og blidt bølgende havoverflade, er det havets blå, som beskueren måske kommer til at tænke på. Men her opdager man så et grafisk billede med trykte bogstaver i sort tryksværte: ”BLÅ”.

- Hvordan kan man forklare farven, blå, spørger Sophus Ejler Jepsen, hvortil en af eleverne forklarer, at man blot behøver kaste et blik på vandet i en swimmingpool.

- Men vandet, som kommer ud af vandhanen, er det blåt, lyder det næste spørgsmål, som eleverne tvinges til at tænke over, indtil det går op for dem, at det er den blå himmel, som spejler sig i havet, der gør bølgen blå.

- På udstillingen møder de unge fra Vejen og omegn i december Klavs Weiss’ underfundige univers, der med sikkerhed kommer til at pille ved deres opfattelse af, hvad kunst er, og hvordan den bliver til. Fra den 26. december står helheden fuld færdig som en separatudstilling til glæde for alle museets gæster, der også er meget velkomne til at komme og følge dens gradvise åbning dag for dag op til jul, siger museumsleder Teresa Nielsen.

Her åbner Nicklas Vejen Kunstmuseums julekalenderudstillings låge nummer 9. Foto: Annett Bruhn
Klavs Weiss’ mekaniske skulptur, Bølgebænk, er udstyret med en lang række bevægelige spejle og formidler oplevelsen af en blank og blidt bølgende havoverflade. Foto: Annett Bruhn
24 elever fra 4. klasse på Højmarkskolen gik på opdagelse blandt nogle helt unikke og finurlige konstruktioner. Foto: Annett Bruhn
Blandt de 24 kunstværker af Klavs Weiss er også denne ballondrevne trykrulle. Foto: Annett Bruhn
Vejen Kunstmuseums julekalenderudstilling, Tryk På, fanger nemt skoleelevernes interesse. Foto: Annett Bruhn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Med hjertet på rette sted

Ugeavisen Vejen

Rallyløb slutter i Vejen

Ugeavisen Vejen

Velkommen til benzinfolket

Annonce