Annonce
Ugeavisen Vejen

Hov - jeg er forresten også blomsterbinder

Lene Bendrup Thomsen er lærer og læsevejleder på Gesten Børnecenter, og har de senere år arbejdet for at forbedre forholdene for ordblinde elever. Foto: Jacob Schultz
Denne uges klummeskribent er Lene Bendrup Thomsen, som mange kender fra Studioscenen i Vejen, hvor hun har slået sine folder i mange år. Hun er desuden lærer på Gesten Skole.

Portræt: Du kan ikke høre det på dialekten, men 58-årige Lene Bendrup Thomsen er født og opvokset på Sydfyn.

- Jeg tror, det er fordi, mine søskende og jeg blev passet af nogle ærke-københavnere, smiler hun.

I ungdomsårene var hun både på husholdningskole, fagskole og højskole, inden hun blev færdiguddannet lærer fra seminaret i Silkeborg.

- Jeg blev færdig i 1990 og fik bagefter et barselsvikariat på Andst Skole. Bagefter søgte jeg længere sydpå til Øster Lindet, hvor jeg arbejdede i 10 år, fortæller Lene Bendrup Thomsen.

En periode, hun husker særligt tilbage på, er de fem år, hun efterfølgende var lærer på St. Andst Efterskole, der er en efterskole for ordblinde.

- Efterskole-lærer skulle alle lærere have lov til at være. Det giver en helt særlig samhørighed med eleverne, når man er sammen på alle tider af døgnet. De fem år passede lige ind i den periode, hvor mine tre drenge syntes, det var sjovt at være med på skolen, forklarer hun.

Netop erfaringen fra ordblinde-efterskolen gjorde også udslaget, da hun søgte en stilling som bibliotekar og læsevejleder på Gesten Skole, hvor hun arbejder i dag.

- Jeg er virkelig glad for at have været både efterskole- og folkeskolelærer - jeg kan bruge min erfaring i begge roller, fortsætter Lene Bendrup Thomsen.

Annonce

Studioscenen

Gennem de sidste 20 år har hun slået sine folder på Studioscenen i Vejen, og der findes vist ikke en post, hun ikke har haft.

- Jeg startede med at sy kostumer og synge med i koret. Dengang var der et stort kor med - vi havde store forestillinger i Troldesalen. Senere kastede jeg mig ud i roller på de skrå brædder, og jeg har både instrueret og skrevet forestillinger. I dag er jeg stadig med i kostumegruppen, og jeg har siddet i bestyrelsen de sidste otte år, fortæller hun.

Fællesskabet på Studioscenen har skabt mange venskaber for livet - og nogle så gode, at det også bliver til fælles ferierejser.

- For fire år siden var vi en hel flok afsted på Cuba. Det var en fantastisk ferie, hvor vi kørte øen rundt i minibusser og overnattede hos private. Vi har også været i Portugal og Provence, men sidste år blev det bare til ø-hop rundt i Danmark på grund af coronaen, siger Lene Bendrup Thomsen.

Netop som interviewet er ved at være slut - indskyder Lene pludselig:

- Hov - jeg er da også blomsterbinder.

En uddannelse hun tog, da hun havde fået sin førstefødte.

- Jeg elsker blomster. Jeg har holdt mange kurser - både på aftenskoler og i haveforeninger. Min egen yndlingsblomst er violer. Jeg lavede selv min brudebuket, da jeg blev gift med Hugo for snart tre år siden. Faktisk så var der fem med til brylluppet, hvis brudebuket jeg havde bundet, smiler hun.

Ægteskabet med sin tidligere højskolekammerat har udvidet familien med tre bonus-døtre, så det er en stor flok, når hele familien skal samles.

- Jeg er familiemenneske med stort F. Mine drenge er nærmest opvokset som søskende med min søster Lones børn. Vi holder også ferier sammen. Til sommer håber vi, vi alle kommer til La Santa, hvor familien i mange år har haft en timeshare-lejlighed, siger Lene Bendrup Thomsen.


Efterskole-lærer skulle alle lærere have lov til at være. Det giver en helt særlig samhørighed med eleverne, når man er sammen på alle tider af døgnet.

Lene Bendrup Thomsen
Annonce
Annonce
Ugeavisen Vejen

4 gode råd før bilkøb

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Lyt til Danmark fortæller: Demensramte Frank vil gennemføre sin sidste ironman - løber videre selvom blodet driver fra anklen 5:8

Annonce