Annonce
Ugeavisen Vejen

Iværksætterne er vores helte

Ulrik Kragh, direktør i UdviklingVejen. Foto: Insero

Det var en kæmpe fornøjelse, at se vores lokale IT-komet MarktingPlatform i sidste uge levere spændende overskrifter med et salg af virksomheden til norske Link Mobility. Tilsvarende overskrift kom for et par måneder siden fra Bække, hvor VM Kompensator solgte til svenske Latour Industries.

Disse overskrifter er en fornøjelse, både fordi det giver en velfortjent gevinst til ejerne, der har været visionære og knoklet, men også en fornøjelse fordi disse salg giver VM Kompensator og MarketingPlatform endnu større muskler til forsat etablering af arbejdspladser og udvikling af virksomhederne, der kæmper i internationale markeder.

Det er en styrke for vores lokalsamfund, når dygtige og flittige mennesker vælger at starte egen virksomhed som iværksætter. Iværksættervirksomheder startes med masser af energi og vilje, de tænker nyt, de udfordrer det eksisterende, så vi som kunder får nye produkter og services og oplevelser.

Hvis ikke vi havde iværksættervirksomhederne, ville de gamle virksomheder og arbejdspladser have alt for nemt ved at hvile på laurbærbladene og langsomt tabe konkurrenceevne, hvilket i den sidste ende betyder tab af arbejdspladser og dermed ville gøre os alle fattigere.

I Vejen Kommune har vi nogle af Danmarks dygtigste iværksættere. Faktisk har IRIS-group i dette forår opgjort, at iværksættervirksomhederne i Vejen er bedst til overlevelse i Danmark. En tilsvarende opgørelse fra Region Syddanmark viste for et par år siden, at iværksætterne i Vejen Kommune er helt i top, når det gælder at skabe nye arbejdspladser.

Disse resultater kommer ikke af sig selv, men bunder i solide mennesker, der træder frem som iværksættere i et stærkt samarbejde imellem lokale virksomheder og ikke mindst et lokalsamfund, der hylder sine iværksætterhelte.

Hos UdviklingVejen har vi 41 lokale erhvervsmentorer, der frivilligt og ulønnet stiller sig til rådighed for sparring til iværksætterne. Vi har et samarbejde med seks lokale revisorer og advokatfirmaer, der tilbyder gratis rådgivning til iværksættere, og ikke mindst har vi en kommune, der bidrager til, at vi hos UdviklingVejen kan guide iværksætterne hurtigt på vej.

Umiddelbart kan alt se idyllisk ud, der er bare et alvorligt problem. Vejen Kommune ”udemærker” sig ved at have meget få iværksættere. Så selv om vores helte er dygtige, er de ikke tilstrækkelige i antal. Det gælder både i forhold til, hvor mange virksomheder der lukker og i forhold til landsgennemsnittet.

Derfor skal min opfordring til alle i Vejen samfundet være, at give de iværksættere I kender et skulderklap. Vis dem taknemmelighed for at de træder frem og respekt, uanset om det går godt, eller om de bliver nød til at stoppe igen.

Drøft med jeres venner og vis jeres børn og børnebørn hvem der er de rigtige helte; dem der skaber arbejdspladser og velstand til vores samfund. Tag en snak med os hos UdviklingVejen, se ”Løvernes hule” og bliv inspireret til selv at tage springet. I området Vejen Kommune har vi brug for alle med vilje og energi til at starte egen virksomhed, og vi er klar til at bakke op – så spørgsmålet kan jo også være, er du den næste?



Drøft med jeres venner og vis jeres børn og børnebørn hvem der er de rigtige helte; dem der skaber arbejdspladser og velstand til vores samfund. Tag en snak med os hos UdviklingVejen, se ”Løvernes hule” og bliv inspireret til selv at tage springet. I området Vejen Kommune har vi brug for alle med vilje og energi til at starte egen virksomhed, og vi er klar til at bakke op – så spørgsmålet kan jo også være, er du den næste?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Linda P kommer til Vejen

Annonce