Haderslev: Citroën har netop kåret årets eliteforhandlere 2021. Ud af landets 48 Citroën-forhandlere er 16 blevet tildelt eliteforhandlercertificeringen. Jepsen Biler er for andet år i træk blevet kåret som eliteforhandler og kan derfor endnu engang bryste sig af at være blandt Danmarks bedste forhandlere.
Citroën-eliteforhandlercertificeringen er en blåstempling, som kun gives til de allerbedste og mest progressive forhandlere. I certificeringen ses der blandt andet på kundeoplevelsen, kundetilfredsheden, trygheden i handlen og værkstedets kvalitet.
- Vi er meget stolte og beæret over for andet år i træk at være udnævnt som årets Citroën-eliteforhandler, specielt i en tid som er præget af en pandemi og nedlukninger i samfundet, betyder denne udmærkelse noget særligt, siger Hans-Gunna Jepsen, indehaver og daglig leder af Jepsen Biler.
Senere på året kan den familieejede virksomhed fejre 40 års jubilæum med Citroën. Virksomheden, der blev grundlagt i 1956, ejes og drives af de tre brødre Ole, Finn og Hans-Gunna Jepsen, mens Allan Sølbek-Severin, dagligleder af Gram-afdelingen, også er blevet medindehaver.