VEJEN: Der bliver 5,6 millioner kroner til ekstra hænder på dagpasningsområdet i Vejen Kommune i 2021. Pengene kommer i forbindelse med, et flertal i Folketinget er blevet enig om at fremrykke indførelsen af lovbundne minimumsnormeringer med et år.
- Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med, da vi ikke selv i det kommunale budget kan finde disse midler. At den store fælles statskasse kan bære dette i disse tider, må der være nogen, der har vurderet. Hvor de finder dem, det ved jeg så ikke, siger formanden for Skole og Børn udvalget Claus Kulmbach (V).
Claus Kulmbach (V), udvalgsformand i Skole og Børn-udvalgetDet er vi selvfølgelig meget tilfredse med, da vi ikke selv i det kommunale budget kan finde disse midler.
Målet med disse minimumsnormeringer er, at der skal være tre børn per voksen i vuggestue-delen. Her ligger Vejen kommune lige nu på 3,3 børn per voksen i gennemsnit over hele kommunen.
- Så vi er såmænd ikke så langt fra, siger Claus Kulmbach.
På børnehavedelen ligger Vejen kommune i dag på 6,5 barn per voksen. Målet, der er meldt ud, er 6 per voksen. Så heller ikke her er Vejen Kommune langt fra målene.
- De penge, der nu er bevilliget, er dog ikke nok til at disse mål bliver nået nu, men der kan over hele linjen gives flere midler til alle institutioner i dagtilbud. Så lederne kan enten ansætte flere, eller nogle kan gå op i tid, siger Claus Kulmbach.
Hvordan fordelingen bliver skal afgøres politisk. Fra landspolitisk hold er der lagt op til at alle skal have del i lagkagen.
- Som udgangspunkt lægger vi op til, at det er op til de enkelte institutionsledere, hvordan de vil styre det. Vi går ind for selvstyre i Vejen Kommune, så hos os ligger ledelses- og ansættelses-retten hos den enkelte institution. Og vi har givet dem et hint om, at der er ekstra penge på vej, siger Claus Kulmbach.
Derfor kan han heller ikke sætte tal på nyansættelser.
- Det kommer jo an på, om folk går op i tid, eller der ansættes en pædagog, en pædgogisk assistent eller en pædagogmedhjæler. Det er f.eks svært at ansætte 0,8 pædagog, siger han.
Mærkesag hos SF
Hos byrådsmedlem Anker Ulsdal (SF) er glæden ekstra stor.
- Det var jo et punkt, vi gik til folketingsvalg på, og så er det jo dejligt, at ønsket bliver opfyldt. Det er et godt skridt på vejen inden de to næste finanslove, siger Anker Ulsdal.
Anker Ulsdal (SF), udvalgsmedlem i Skole og Børn-udvalgetDet var jo et punkt, vi gik til folketingsvalg på, og så er det jo dejligt, at ønsket bliver opfyldt
Han vil især lytte til fagfolk, når midlerne skal fordeles til eksempelvis nyansættelser, eller nogle skal gå op i tid.
- Hvis vi kan, ønsker vi så vidt muligt uddannet personale for pengene, siger Anker Ulsdal.