Annonce
Ugeavisen Vejen

Klumme: Bøger kan være en flugtvej fra helvede

Bibliotekar Mette Schjødt-Pedersen med Sebastian Bunes bog Min familie. Privatfoto
Hver uge skriver medarbejdere ved Vejen Kommunes Bibliotekter på skift klumme i Ugeavisen.

Klumme: Der er børn og unge, der er vokset op med vold, misbrug og omsorgssvigt i hjemmet. Nogle af dem har senere skrevet bøger om det – enten selvbiografier eller autofiktive romaner.

Jeg er stødt på en del bøger, hvor hovedpersonerne på trods af deres vanskelige opvækstvilkår har formået at skabe sig et godt voksenliv, og det tankevækkende er, at mange af dem peger på, at bøger og biblioteker har spillet en væsentlig rolle i den forbindelse. Én af forfatterne udtaler ligefrem, at ”bøgerne var en flugtvej fra helvede. ”

Nogle af de nyere danske bøger, hvor hovedpersonen nævner litteratur og biblioteker som deres redningsplanke er: Sebastian Bune: ’Min familie’, Morten Pape: ’Planen’, Thomas Korsgaard: ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, Ahmad Mahmoud: ’Sort land’ og Jimmy Gørtz: ’Det er bag masken, sandheden gemmer sig’.

Voldelig far

Jimmy Gørtz voksede op med en voldelig far. Han brugte bøgerne som en flugt fra den barske hverdag, og gennem bøgerne kunne han drømme sig til bedre forhold og til den tryghed og hygge, som han manglede i hans eget liv. Jimmy Gørtz er uddannet flymekaniker. Han har arbejdet i mange år som konsulent og leder i SAS og er i dag sikkerhedsleder i Banedanmark. Det kan man læse om på hjemmesiden www.Laesforlivet.dk . ‘Læs for livet’ er en nonprofitorganisation, der indsamler bøger og samler dem i biblioteker på mellem 400-1000 bøger, som de donerer til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig.


‘Læs for livet’ er en nonprofitorganisation, der indsamler bøger og samler dem i biblioteker på mellem 400-1000 bøger, som de donerer til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig.


Annonce

Læs for livet

På ’Læs for livet’s blog kan man også læse om Morten Pape, der har skrevet romanen ’Planen’, som handler om hans egen barndom. Det giver mig næsten gåsehud, når jeg læser det, han skriver på bloggen, f.eks. ”Litteraturen er en af de bedste makkere man kan møde på sin horisontudvidende rejse. Litteraturen kan være den hånd, der tager fat i din egen og sætter rejsen i gang. Der skabes en særlig forbindelse mellem afsender og modtager, når man læser. Verden åbner sig i med at man overskrider sin egen. Man gør sig nye erfaringer, danner sin smag, tvinges til at tage stilling til nye oplevelser ved verden og sig selv. Man mærker noget i et andet menneske, og dermed mærker man noget i sig selv. Uanset om man undervejs i læsningen er Kaptajn Ahab, Harry Potter eller Karl Ove Knausgaard:”

Morten Pape kalder rejsen ind i litteraturen for en dannelsesrejse.

Annonce

Hvert 10. barn

Sebastian Bune, der har skrevet romanen ’Min familie’ er vokset op i en dysfunktionel familie og har boet 10 forskellige steder. Han har ligesom Jimmy Gørtz og Morten Pape oplevet vold og omsorgssvigt. Han har været gymnasielærer og er nu litteraturformidler på et folkebibliotek, gift og far til to. Han har skrevet romanen for at komme børn og unge med lignende problemer til hjælp. Som han nævner i et interview om bogen er ”hvert 10. barn i Danmark udsat for én eller flere former for omsorgssvigt, såsom vold, seksuelle overgreb, alkohol- og stofmisbrug eller vanrøgt fra forældrenes side”.

Det svarer til 2-3 elever i hver eneste klasse.

Sebastian Bune håber, at hans bog ’Min familie’ vil blive læst af alle lærere, pædagoger, psykologer, læger, betjente og journalister, og at de vil give en håndsrækning til børn, der har det ligesom bogens hovedperson Jonathan.

Vi har alle sammen et medansvar i forhold til at sikre udsatte børn og unge en god fremtid. Som bibliotek kan vi tilbyde den vigtige litteratur, og når vi åbner igen efter covid-19 nedlukningen, kan vi stille bibliotekslokalerne til rådighed som et fristed, hvor de udsatte børn og unge kan være i fred eller komme til at tale med en forstående voksen og måske få lov til at opleve ’en flugtvej fra helvede’.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Linda P kommer til Vejen

Annonce