Vejen: Det er godt at være boligsælger lige nu. Kvadratmeterpriserne tordner i vejret, selvom Danmark er udfordret af covid-19-pandemien. I de kommuner hvor efterspørgslen er størst, er der så stor rift om boligerne, at boligejerne har oplevet en værdistigning i perioden 2015-2020 på hele 40 procent.
Den samme tendens fortsætter ind i 2021. Prisstigningerne og hurtige salgstider skyldes, at der er flere købere, som står i kø hos ejendomsmægleren for at få fingrene i drømmeboligen. Men udbuddet er lavt, da der ofte er mange købere til samme bolig.
Hos Real Mæglerne er der eksempelvis lige nu 11.000 brugere, som har registreret sig som "guldkøbere". De har specifikke ønsker til deres kommende bolig og har sat sig grundig ind i området og boligen, så når den er der, så slår de til.
- Som sælger er det rart at vide, at de købere, som kommer og ser på huset, er godt klædt på, både angående finansiering af boligen men også, at de har set både billeder, plantegninger og alle de tekniske rapporter, inden de kommer. Så kan køber nemlig hurtigere tage en beslutning efter fremvisningen. På denne måde bliver boligerne solgt hurtigere, siger ejendomsmægler Kent Tøt Jensen fra Real Mæglerne.