Annonce
Ugeavisen Vejen

Søren skal køre for Karen Blixen i ny film

Søren Sørensen er med som chauffør for Karen Blixen i forbindelse med optagelserne til Bille Augusts nye film "Pagten." Hun skal køres rundt i denne bil. Foto: Dorthe Andresen
Annonce
VEJEN: - Min far sagde altid til mig: Der er to ting, du aldrig må fravige. Du skal få lidt mere for varen, end du giver, og så skal du holde ord.
Søren Sørensen, indehaver af Læborg Autohandel, har taget plads bag det store skrivebord på kontoret bagerst i Veteranladen. De gode råd fra faderen har han fulgt, men genet til at gøre gode handler har Søren Sørensen heller ikke fra fremmede. For både hans far, bedstefar og oldefar var handelmænd, og det er også sådan, 61-årige Søren Sørensen betegner sig selv - som en handelsmand.
Og for ham er det ikke det altafgørende at få solgt den dyreste bil, han har. For sortimentet i forretningen består både af helt dyre og knap så dyre veteranbiler.
Bilen her - en Chevrolet Capitol 2,8 Ladvogn - er opbygget i Danmark i 1927 som mælkevogn, og den har kørt i Odder med mælk, fløde, smør og is. En rigtig spændende bil, som Søren Sørensen er meget begejstret for. Foto: Dorthe Andresen
- Vi gør jo i alt. Og jeg synes, at det er lækkert at sælge en bil til 600.000 kroner, men det er også lækkert at sælge en til 50.000 kroner. Det giver ligesom et kick i mig, når jeg får landet en handel, smiler Søren Sørensen, der åbnede Læborg Autohandel i 1985.
Så i år kan han altså se tilbage på 35 år med forretningen, som med årene har udviklet sig, og de seneste tre år har han koncentreret sig udelukkende om at sælge veteranbiler.
- Det allerbedste var, at jeg i 2017 tog mig sammen og lukkede nyvognsafdelingen ned, så jeg kunne bruge al min energi på veteranbilerne, siger Søren Sørensen.
Annonce

Krisen ramte

Søren Sørensen siger, at han har nydt hvert et år med Læborg Autohandel.
- Det har været 35 helt fantastiske år. Jeg forstår ikke, hvor de er blevet af. Hvis jeg skulle gøre det om, så ville jeg bare gøre det hele igen. Det har været et spændende handelsliv, siger Søren Sørensen, der ligesom stort set alle andre i landet også måtte indstille sig på usædvanligt stille dage, da Danmark blev lukket ned på grund af coronavirussen.
- Vi har egentlig aldrig haft en krise, der har været så massiv. Ikke engang under finanskrisen i 2008, 2009 og 2010. Da havde vi forrygende travlt. Folk så bilerne som en investering, fortæller Søren Sørensen, der måtte konstatere, at sådan var det på ingen måde, da landet lukkede ned midt i marts i år.
- Den første uge var det ikke så galt, men fra den sidste uge i marts og hele april var der dødt. De eneste, der ringede, var nogen, der ville sælge bil, siger handelsmanden og sætter tingene lidt i relief med en sammenligning af salgstal.
- I april sidste år solgte vi 31 biler. I april i år solgte vi tre, og det er normalt højsæson, lyder det fra Søren Sørensen, der dog også tilføjer, at maj har været en fin måned.
- Og indtil nu har vi haft en fantastisk juni.
Annonce

Chauffør for Karen Blixen

Søren Sørensen kan godt lide at have travlt. Og travlt det får han også i den kommende uge. Måske endda ekstra travlt. For onsdag den 10. juni begyndte optagelserne til Bille Augusts nye film "Pagten," der handler om den verdensberømte forfatter Karen Blixen og hendes særlige bånd til den unge forfatterspire Thorkild Bjørnvig.
Og til den film skal Søren Sørensen levere syv veteranbiler med chauffører til optagelserne, der foregår på Fyn og Langeland.
- Optagelserne skulle være startet den 23. marts, men blev udskudt, så vi begynder i næste uge. Og så er det fem uger - tre dage om ugen, hvor der nogle dage også skal laves mørkescener, fortæller Søren Sørensen.
En af de første mørkescener skulle faktisk allerede optages fredag aften den 12. juni, hvor Søren Sørensen selv skal agere chauffør i det, der bliver Karen Blixens bil. Så han kan se frem til en meget lang dag.
- I marts bliver det jo ikke mørkt så sent, men det gør det nu, så jeg regner med, at vi nok først er hjemme ved 2-3-tiden om natten, siger Søren Sørensen, der dog ikke fik mulighed for at sove ud dagen efter og heller ikke om søndagen.
For både lørdag og søndag var der åbent hus i Veteranladen på Ådalen i Vejen.
Men sådan må det være.
- Jeg har sagt ja til det. Det var jo en ordre, jeg fik allerede sidste år, siger Søren Sørensen.
For som den handelsmand, han er, så følger han stadig sin fars gode råd: Man skal holde ord.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Fårene blev sommerklar

Annonce