Vejen: Omgivet af mørkegrønne vægge og et plantehav skal den nye frisørsalon GROs kommende kunder sidde med ro i maven, mens kyndige hænder lader saksen danse gennem deres lokker.
De skal føle, at de træder ind i en form for hyggelig eventyrhule, hvor de kan efterlade hverdagens stress og jag ude foran døren. En eventyrhule, der afspejler frisøren Christina Brix' passioner og drømme.
- Når man træder ind i GRO, så træder man lidt ind i mit hoved. For det er alle mine passioner og drømme samlet i samme lokale. Det er lidt huleagtigt, hvor man glemmer tid og sted, siger hun.
Blå bog
Christina Brix er 35 år.
Siden 2011 har hun sammen med en kompagnon ejet frisørsalonen Hair Lounge i Vejen.
Den 15. marts står hendes nye frisørsalon GRO klar.
Hun blev uddannet frisør i Vejen i 2007.
Siden 2011 har hun sammen med en kompagnon haft frisørsalonen Hair Lounge i Vejen. Men den 28. februar i år afsluttede hun det eventyr for at påbegynde et nyt: frisørsalonen GRO.
- Jeg har gået med nogle tanker og drømme de sidste to-tre år, som jeg havde et behov for at udleve, og så kunne jeg mærke, at det var nu. Det er en frisørsalon, jeg åbner, men det bliver også mit kreative rum, hvor jeg kan udleve mine drømme
En rolig grøn
Ved at kombinere sine drømme og passioner håber Christina, at GRO kan blive mere end blot end frisørsalon. De mørkegrønne vægge skal suppleres med forskellige dufte og afslappende wellnessmusik, der skal give kunderne ro.
- Kunderne skal komme ind og føle, at de har min tid og min fulde opmærksomhed. De skal komme ind og føle, at de kan være sig selv og være omgivet af ro, siger hun og tilføjer:
- Det er faktisk videnskabeligt bevist, at når vi opholder os i grønne miljøer, så falder vores stressniveau og vores velbefindende øges - både ved mænd og kvinder.
Men videnskaben er ikke den eneste grund til, at planterne kommer til at spille en væsentlig rolle i salonen GRO.
For Christina nærer en dyb kærlighed til blomster og planter. Et forhold, der startede i en kæmpe have fyldt med blomster i Gamst, da Christina var barn.
Blomsterhaven var hendes forældres, og hun brugte adskillige timer på at undersøge alle blomster og planter, der voksede i haven.
- Begge mine forældre er havemennesker, så det er vel lidt en "skade" derfra, men som jeg har elsket alle dage. Og så øvede vi blomsternavne hos min bedstemor, imens vi gik i haven.
Et blomsterliv
I dag er det irrelevant for Christina, om det er den gule mælkebøtte eller de farverige lupiner. Hun har forelsket sig i alle blomster og planters farver, former og dufte. Og netop derfor skulle planterne og blomsterne med i GRO.
- Jeg har haft min veninde Kamilla fra Acacia Blomster med ind over i forhold til planter for at skabe den helt rigtige stemning. For det skal være en oplevelse at træde ind i GRO.
Selvom det på grund af coronavirussen endnu er uvist, hvornår Christina kan tage imod kunder i hendes hyggelige eventyrshule GRO, så står den færdig til den 15. marts. Og kalenderen er allerede fyldt op med kunder, der venter på at tage del i hendes nye eventyr.
- Det er vildt fantastisk at se den opbakning og støtte, man får. Det er også derfor, jeg tør åbne min egen salon, selvom vi ikke ved, hvornår vi må åbne, og om der kommer endnu en nedlukning. For jeg ved, at der står en masse loyale kunder klar til at støtte mig, afslutter Christina.