Annonce
Ugeavisen Vejen

Udstilling og efterårsmøde på Askov Højskole

På Askov Højskole og efterskole kan man fra uge 42 se en udstilling med grafiske værker. Foto: PR-foto
I uge 42 åbner en ny udstilling på Askov Højskole og efterskole.
Annonce

ASKOV: Askov Højskole og efterskole slår dørene op for en ny grafikudstilling "Portrætter". Alle er velkomne til at se udstillingen, som hænger i gangarealerne omkring hovedindgangen.

På udstillingen vises kunstnere, der spænder fra de naturalistiske skagensmalere som P.S. Krøyer og Michael Ancher til symbolisterne L.A. Ring og J.F. Willumsen. Omkring 20 kunstnere er repræsenterede på udstillingen - og alle har sideløbende med deres maleri arbejdet med at trykke grafik til mangfoldiggørelse.

Netop fordi der er tale om grafiske værker - oftest raderet på en kobberplade - kommer man helt tæt på motivet i de tegnede streger: Hos Michael Ancher sidder tre fiskere tæt side om side. Sollyset, der falder på deres rygge, synes at bære dem ud over det hav de med alvorstunge miner spejder ud over.

Anderledes vellystigt går det til hos Hans Nikolaj Hansen, hvor balletpigen trækker op i skørtet til stor nysgerrighed for folkemængden. Og hos Frans Schwartz bliver vi vidne til den smukke situation, hvor en ung pige åbner sin gaveæske. De grafiske værker inviterer til nærlæsning og synes fulde af liv den dag i dag, som da de blev raderet. Den smukke indramning af værkerne i syrefrie passepartouts er doneret af Kulturelt Samråd, Vejen Kommune.

At Askov Højskole og efterskole har mulighed for at arrangere skiftende grafiske udstillinger skyldes en donation fra en taknemmelig elev, Anders Madsen, tilbage i 1912. Omkring 500 værker donerede han, og i de sidste 8 år har en grafikstudiekreds under Askov Højskole arbejdet med registrering og formidling af værkerne. Man kan se hele samlingen på askov-hojskole.dk eller vejenkunstmuseum.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce