Annonce
Ugeavisen Vejen

Vejen-forfatter debuterer med roman

Tina Frank var glad for fremmødet til fredagens reception, hvor mange dukkede op, uden at hun havde forventet det. Foto: Vejen Bibliotek
Tina Frank kan efter et længere tilløb med bump på vejen kalde sig bogforfatter. Hovedtemaet handler om noget, som fylder meget i hendes eget liv.
Annonce

Vejen: I et rødt hus på Bryggergade nær det nye rådhus har Tina Frank gennem flere år arbejdet på sin bog "Øjets Anatomi", som på torsdag kan købes eller bestilles hos landets boghandlere.

I huset bor hun med sin mand, tvillingedøtrene på 12 år og deres Golden retriever, og da det i alt er blevet til 15 år i byen for ægteparret, var det helt naturligt, at hun fredag i sidste uge markerede sin debutudgivelse med en bogreception på det nye bibliotek i Vejen.

- Det foregik foran trappen i forhallen med højttaler og fungerede rigtig godt. Jeg kunne have solgt flere bøger, end dem jeg havde med, så det var helt fantastisk, siger forfatteren.

Tina Frank er primært vokset op i Vojens og har som voksen boet i flere andre jyske byer, inden hun altså 'endte' i Vejen, hvor døtrene har boet hele deres liv.

Bogen har været længe undervejs, fordi de fleste af hendes arbejdstimer bliver brugt på reklamebureauet "Frank & Frank" med base i Kolding.

- Vi ville oprindeligt gerne have boet i Kolding og havde dengang aldrig været i Vejen før, men da vi kiggede på huspriser og skole til vores børn, fandt vi ud af, at Vejen passede til alle vores ønsker, siger hun.

Annonce

Ros fra kendt anmelder

Nogle af teksterne i bogen blev oprindeligt trykt i det litterære tidsskrift "Hvedekorn", og det var i denne forbindelse, at hun for alvor fik troen på egne evner, da redaktøren Lars Bukdahl, som mest er kendt for sine skarpe avisanmeldelser, storroste hendes skriveevner.

Desværre havde han dog ikke noget bogforlag i ryggen, og vejen til at få udgivet en roman har da også været særdeles svær med mange nederlag undervejs.

- Jeg har altid gerne villet udgive en bog og har foruden fem afslag fra forfatterskolen forsøgt at udgive fire manuskripter om alt muligt andet, så jeg har virkelig arbejdet denne bog meget igennem, og mange har læst den på forhånd, siger forfatteren, som foreløbig har fået den trykt i 1000 eksemplarer.


Jeg har altid gerne villet udgive en bog og har foruden fem afslag fra forfatterskolen forsøgt at udgive fire manuskripter om alt muligt andet, så jeg har virkelig arbejdet denne bog meget igennem, og mange har læst den på forhånd.

Tina Frank, forfatter


Ifølge Tina Frank handler det udover talent meget om at skabe et netværk i branchen, som ikke ligefrem er stort i Vejen Kommune. Hun har derfor været nødt til selv at være opsøgende, og det lykkedes at komme ind i folden hos forlaget "Gladiator" for halvandet års tid siden.

Det skete i en københavnsk boghandel, hvor redaktøren var på besøg netop for at spotte talenter, som kunne få bedømt deres tekster. Hun tog turen øst på og læste en passage op, og det blev taget så godt imod, at de hurtigt fandt ind i et samarbejde frem mod udgivelsen.

Annonce

Delvis selvbiografisk

Som bogtitlen antyder, handler den om synet. Tina Frank har selv et nedsat syn, som gradvist er blevet dårligere siden barndommen, og en operation kan derfor snart blive aktuel. Det gav hende en naturlig motivation til at skrive om en person, som netop går med samme overvejelser i livet.

- Jeg er selv vildt bange for alt det med øjnene og troede, det ville hjælpe at skrive om det, men det er gået omvendt, jo mere jeg har researchet på det, siger forfatteren, som trods formaninger om, at denne type øjenoperationer er nemme, stadig har det svært med tanken:

- Man skal helst opereres, før man bliver 40 år, og når jeg nu er 39 år, er det jo lige oppe over, hvis det skal være.

Tina Frank indrømmer derfor gerne, at 'fortælleren' i romanen har taget udgangspunkt i forfatterens eget liv, men fortælleren har dog udviklet sig til noget ganske anderledes.

- Hun er hyperaktiv som person og meget klaustrofobisk fanget i sin eget krop, ægteskab og livet generelt. Der sker ikke rigtig noget i hendes liv, og hun er frustreret, men uden at gøre noget ved det, siger hun.

Selvom tryksværten nærmest stadig er varm fra "Øjets Anatomi", har Tina Frank allerede kastet sig over et nyt bogprojekt, som kommer til at handle om reklamebranchen, hvor hun således også har solid forhåndsviden.

Forsiden, som den kommer til at se ud på boghandlernes hylder. Lycius er et nyt underforlag til Gladiator, og dette er deres anden udgivelse. Foto: Tina Frank.
Tina Frank er uddannet markedsføringsøkonom og har desuden en bachelor i visuel kommunikation. I de seneste 15 år har hun arbejdet i reklamebranchen og er altså nu også 'officielt' blevet forfatter. Foto: Tina Frank
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce