Annonce
Ugeavisen Vejen

Vi har meget at være stolte af i Vejen

Klumme: Hvor er du fra? Hvordan var dit barndomsland? Selv om vi sjældent tænker over det, er vores steder med til at præge os… Hvordan med dem, der vokser op i Vejen og omegn?

Som tilflytter spurgte jeg i 1994 skoleelever, hvad de havde at være stolte af. Et karakteristisk svar lød: ”Danmarks længste hovedgade” – altså Nørre/Søndergade, der krydser vinkelret på Kolding-Esbjerg-banen.

Okay! Af en eller anden grund var det gået deres næse forbi, at de kunne bryste sig af at bo tæt på historiske steder som verdens første højskole i Rødding, Fastlandseuropas første strømproducerende mølle i Askov – hvor der skete brintforskning allerede omkring år 1900 – samt Skibelund Krat, Danmarks vigtigste mødested mellem 1865 og 1920 med udsigt over Kongeåen, der har sin ældgamle grænsehistorie.

Store dele af Vejen kommune er i sit DNA præget af højskolen, der startede her og fik sin form slebet til af den legendariske forstander Ludvig Schrøder. Det var ham, der i 1865 tog den svære beslutning at flytte højskolen nord for Kongeåen til Askov. Ovenpå nederlaget i 1864 søgte Schrøder – tæt på dagens iværksætteri – gennem det talte ord og håndens gerning at nyttiggøre Grundtvigs tanker. Hans foretagsomhed strakte sig fra Nordiske netværk over industrihistorie til en mere folkelig moderne idræt. Der skulle skabes nyt levebrød – også i det uopdyrkede Jylland. Over tid opstod et nært venskab og gensidig opbakning mellem E.M. Dalgas og Schrøder, der ved Dalgas’ død overtog dennes plads i Hedeselskabets tremandsbestyrelse.

Højskolens netværk var dengang vævet tæt sammen med tidens driftige industrialister, der i Vejen havde en slægt, som bl.a. omfattede nationalbankdirektør Johannes Lauridsen – headhunted til jobbet ovenpå sine succeser i Vejen med bl.a. cikorie- og margarinefabrik.

I årene 1928-35 kom et andet skud på stammen – Ejnar Thorsen, den ene halvdel af entreprenørvirksomheden Monberg & Thorsen – til at stå for opførelsen af den første Lillebæltsbro. En ældre Vejen-borger mindedes med en kluklatter Thorsens mor, der beskedent sagde: ”Min søn arbejder på Lillebæltsbroen” – uden at tilføje, at han stod som chef for projektet!

En trumf på denne slægtshistorie er entreprenørens niece/nationalbankdirektørens barnebarn: Ingrid Vang Nyman. Hvem skulle tro, at den danske tegner, der fra 1945 leverede de udødelige tegninger af ”Pippi Langstrømpe”, også havde sine rødder i Vejen?

Er læseren forvirret?! Vejen og omegn byder på et væld af spændende historier, der venter på at blive fortalt. Men hvordan skulle de unge elever vide, at de har så meget at være stolte af? Der findes jo desværre hverken et undervisningsmateriale eller skoleforløb, der gør dem klogere på denne egns historie, der lige vel kunne være eksemplerne i deres undervisning…

Lad alle gode kræfter komme i gang. Et væld af materiale om lokalhistorien har Vejen Miniby allerede lagt på internettet, og Vejen Lokalhistoriske Forening har også bidraget til kortlægningen. Stedets ånd rummer rigeligt at være stolt af!



Vejen og omegn byder på et væld af spændende historier, der venter på at blive fortalt. Men hvordan skulle de unge elever vide, at de har så meget at være stolte af? Der findes jo desværre hverken et undervisningsmateriale eller skoleforløb, der gør dem klogere på denne egns historie, der lige vel kunne være eksemplerne i deres undervisning…

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

Linda P kommer til Vejen

Annonce