Annonce
Ugeavisen Vejen

Vild natur kan ikke anlægges

De Konservatives byrådskandidat, Henrik Bertelsen, skriver dette indlæg om skabelsen af vild natur i Vejen Kommune. Privatfoto

Læserbrev: Da jeg her i JydskeVestkysten læste, at Vejen Kommune har tilmeldt sig konkurrencen "Danmarks Vildeste Kommune", blev jeg rigtig glad. Ikke så meget fordi vi kan vinde konkurrencen, men fordi det vil sætte fokus på natur og biodiversitet og hvad vi hver især kan gøre for, at vi får en rigere natur.


Vild natur kan indfinde sig, hvis vi giver den lov.


Det sætter også fokus på, hvad der er op og ned eller rigtigt og forkert. Og her bliver jeg lidt bekymret, når formanden for teknik og miljø, Vagn Sørensen fra Venstre, udtaler, at "vild natur kommer ikke af sig selv, der skal gøres noget for, at det bliver vild natur " og "så kommer bare en masse ukrudtsarter vi ikke ønsker, så det skal anlægges".

Intet kunne faktisk være mere forkert! Vild natur kan ikke anlægges, det siger jo nærmest sig selv. Vild natur kan indfinde sig, hvis vi giver den lov.

Der er tre ting, der virkelig betyder noget, hvis vi vil have mere, rigere og vildere natur. Det er plads, plads og plads - i nævnte rækkefølge.

Og så er der lige det med ukrudtet. Det er muligt, at nogen nu bliver bekymrede, men vi skal simpelthen til at lære at holde af det der ukrudt. Det er nemlig det, der er naturen - og det betyder faktisk alt sammen noget.

Det kan være ukrudt med frø, der er føde for fugle og mus. Og musene er føde for eksempelvis den fantastisk flotte slørugle og andre rovfugle.

Og der er mælkebøtterne i vores græsplæner og andre steder, der er uvurderlige for mange vilde bier og insekter.

Det kan være brændenælderne, hvor der er hele fem forskellige sommerfugle, der lægger æg på.

Det er den af nogen forhadte engbrandbæger, der desværre er giftig for heste og køer, når den kommer i høet, men som er en stor og vigtig nektarkilde for sommerfugle og insekter. Når man som jeg har stået i et område med mange engbrandbæger omgivet af hundredevis af umanerligt flotte admiralsommerfugle, så begynder man at holde af den.

Og det kan være tidsler, som er en vigtig plante for den farvestrålende fugl stillits og som desuden er vigtig for en mængde insekter, herunder for eksempel natsommerfuglen grøn køllesværmer, som pudsigt nok er dagaktiv.

Så nej, vi kan ikke skabe vild natur. Vi kan sætte rammerne og give den plads til at indfinde sig. Og så skal vi lære at elske det der ukrudt noget mere. Så får vi en rigere, vildere og mere spændende natur.

Og vi kan være med til at standse tilbagegangen i biodiversitet, som vi i Danmark sammen med en masse andre lande har forpligtet os til.

Og vi kan alle bidrage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejen

4 gode råd før bilkøb

Ugeavisen Vejen

Ny bil - nye vaner

Annonce