I februar satte Vesterbro Bladet fokus på øldrikkerne i lommparken på Enghave Plads, som fortsat står til at miste deres opholdssted, når området går tilbage til status som hundelufterpark. Dengang var de klare i spyttet omkring planerne for at lave et nyt sted til dem; Vi har allerede den bedste løsning.
Men der er flere hensyn at tage. Dels er der behov for nye byrum, der kan rumme den mangfoldige brugergruppe. Og dels er der behov for at tilgodese nære hundegårde til hundelufterne i området.
Da der i marts var dialogmøde med tidligere og nuværende brugere af lommeparken ønskede de fleste at beholde stedet, selv om der også var eksempler på brugere, der ikke længere brugte stedet, fordi de synes, det var blevet utrygt. Særligt i aftentimerne, kan det være utrygt at være i lommeparken.
På deres møde i sidste uge besluttede Vesterbro Lokaludvalg at holde øje med stedet hen over sommeren forud for en drøftelse i september af, hvordan man kan arbejde med stedet. På grund af corona-nedlukningen, er der fortsat ikke lavet møder med naboer, butikker, institutioner og skoler om tanker og håb for Enghave Plads.