På Midtsjælland bor en historieinteresseret kvinde ved navn Helle Jørgensbye. Helle er især interesseret i at blive klogere på en episode, som fandt sted på Matthæusgade Skole i hendes fars barndom.
- Under Anden Verdenskrig blev militærenheden Den Danske Brigade oprettet i det neutrale Sverige. Det var meningen, at brigaden skulle indsættes i krigens sidste tid, hvis det blev nødvendigt, siger Helle.
Det blev imidlertid aldrig nødvendigt at indsætte Den Danske Brigade. Tyskernes overgivelse var forholdsvis begivenhedsløs. Da brigaden ankom til Helsingør Havn, blev den derfor mødt af begejstrede menneskemængder i stedet for kampklare tyske tropper.
Fotografier og øjenvidner
6. maj 1945 blev Den Danske Brigade fragtet i tog til Hellerup. Derfra gik brigademedlemmerne mod deres indkvarteringer - blandt andet på Vesterbro. En af indkvarteringerne var på Matthæusgade Skole. Hen ad aftenen nåede brigaden til Jagtvej. Her blev den beskudt fra tagene af danskere i tysk tjeneste.
Helle JørgensbyeHvad der til gengæld ikke er nævnt er, at da brigaden nåede Matthæusgade Skole, blev den endnu en gang beskudt.
- Alt dette er velbeskrevet i aviserne fra samtiden og nævnt utallige gange i historiske beretninger. Hvad der til gengæld ikke er nævnt er, at da brigaden nåede Matthæusgade Skole, blev den endnu en gang beskudt, siger Helle og fortsætter:
- Jeg har historien fra min far, der husker begivenheden tydeligt, selvom han kun var et barn. Der var tilsyneladende mange mennesker til stede. Så jeg tænker, at nogen må kende til episoden. Derfor søger jeg fotografier og øjenvidner eller måske ligefrem personlige beretninger fra Den Danske Brigades march og indkvartering på Matthæusgade Skole, slutter hun.
Helle Jørgensbye kan kontaktes ved at skrive til: oevlis01@gmail.com.
_