Den gamle maltsilo fra 1967 var oprindeligt en del af produktionen af øl på Carlsberg, men i 1994 standsede malteriet produktionen og derfor blev den 88 meter høje bygning i 1997 lavet om til kontor.
Siden da har den været Danmarks højeste kontorbygning og helt frem til 2017 var det også Københavns højeste etageejendom. Dog overgået af Frederiksbergs Domus Vista med sine 102 meter. Bohrs Tårn overtog i 2017 Københavner-rekorden og måler 100 meter.
Nu er det imidlertid slut med højderekorderne for den gamle maltsilo på Carlsberg. Meter for meter bliver den lige nu fjernet fra jordens overflade. Oppefra og ned bliver den 88 meter høje silo langsomt pillet fra hinanden og kørt bort.
Der har "kun" været kontor fra 11. til 21. etage og det er altså her nedrivningen er begyndt. Men inden det nåede dertil er der blevet miljøsaneret, og nabobygningen 'Gruber' blev fjernet for at gøre plads til byggepladsen.
Det er Totalentreprenør P. Olesen & Sønner A/S, der står for nedrivningsopgavel og det italienske firma DespeSPA er valgt som underentreprenør. De udfører specialnedrivninger over hele Europa af blandt andet højhuse, og står for håndtering af nedrivning af siloen.