På Vesterbro bor en af Danmarks mest talentfulde tømre, Jette Færch Jørgensen er nemlig en af de bedste af den næste generation af håndværkere. Og det blev for alvor understreget da hun modtog den prestigefyldte sølvmedalje for mest talentfulde håndværker indenfor hendes branche.
Da Jette Færch Jørgensen bestod hendes svendeprøve var skuemesteren, som censoren til svendeprøven hedder, så imponeret over Jettes præstation, at det udløste en af Håndværkerforeningens eftertragtede sølvmedaljer. Det er en udmærkelse og et legat som bedømmeren kan indstille nyuddannede håndværkere til, på baggrund af sublim præstation til svendeprøven, hvor der både kan give en bronze- og en sølvmedalje.
Det er den absolut største anerkendelse, som man kan få som nyuddanet tømrer og svarer til et 12-tal på den mere kendte 7-trinsskala.
Under sædvanlige vilkår ville Hendes Majestæt Dronningen være til stede, når de unge faglærte hyldes og tildeles medalje på Københavns rådhus. Men grundet covid-19, har dette ikke kunne lade sig gøre i år. Medaljemodtagerne måtte i stedet lade sig "nøjes" med et lidt mindre arrangement på Moltkes palæ i København og et portræt af Hendes Majestæt i baggrunden.
Eleverne der blev hyldet, var elever der havde udmærket sig ved svendeprøven i slutningen af 2019 og starten af 2020.