Annonce
Vesterbro

Erstatter Gasværksvejens Skole: Ny skole klar til skolestart 2024

Den nye skole i Kødbyen. Illustration: BAM Danmark A/S
Skolen i Kødbyen står klar til skolestart i august 2024 og erstatter dermed Gasværksvejens Skole. Skolen, der bliver tresporet og får både idrætshal og madskole, skulle oprindeligt have været taget i brug næste år, men de planer blev ændret, og i stedet står den klar i 2024.
Annonce

Helt tilbage i 2018 blev det besluttet at bygge en ny skole i Kødbyen, som blandt andet skal erstatte Gasværksvejens Skole, hvor det har vist sig at være umuligt at udvide tilstrækkeligt til de mange nye skoleelever på Vesterbro.

Pladsen på Vesterbro er naturligvis begrænset og med placeringen af den nye skole i Kødbyen bliver der bygget en skole, der er åben for nærmiljøet, og hvor de mange familier og unge kan bruge skolens faciliteter uden for skoletid.

Det er også tanken, at skolen skal være åben for aftenskoler og fritidsbrug og Københavns overborgmester er særlig stolt af planerne på Vesterbro:

- Skolen er et af Københavns vigtigste skolebyggerier. Den bidrager til byudviklingen af det gamle Vesterbro og Kødbyen og opfylder visionen om, at vores byggerier skal have mange anvendelsesmuligheder. Nemlig skole og fritid under ét tag, så den kan bruges både af elever og af andre københavnere i fritiden, siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.

Den nye skole i Kødbyen. Illustration: BAM Danmark A/S

Totalentreprenøren BAM Danmark A/S skal opføre Skolen i Kødbyen efter en udbudsrunde og BAM har erfaring fra lignende projekter for Københavns Kommune, blandt andet skolen på Sluseholmen og i Arenakvarteret i Ørestaden.

Skolen i Kødbyen skal have udearealer, der smelter sammen med kvarteret omkring, så skolegården bliver åben for adgang udefra, ligesom skolens faciliteter også skal bruges til fritidsaktiviteter.

Den nye skole i Kødbyen. Illustration: BAM Danmark A/S

Kødbyens skole placeres på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade ud mod Dybbølsbro og skal på den måde være en visuel afslutning på Den Hvide Kødby.

- Skolen er ofte omdrejningspunkt for det lokale liv. Nu kan både børn, forældre og foreningslivet på Vesterbro se frem til en topmoderne skole med gode rammer for leg, læring, kreativitet og fysisk udfoldelse. Madskolen og idrætshallen giver nye muligheder for både børn og voksne, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) i pressemeddelelsen fra Københavns Kommune, hvor kultur- og fritidsborgmestrer Franciska Rosenkilde (Alt) tilføjer:

- Med både en madskole og en idrætshal vil Ny Skole i Kødbyen blive et vigtigt samlingspunkt for både børn og voksne både i og uden for skoletiden. Når eleverne fra Gasværksvejens Skole flytter til Kødbyen, vil de ikke kun blive mødt af nye lokaler til undervisning, men også helt nye kultur- og fritidsfaciliteter på Vesterbro. Det er en gevinst for hele byen.

Den nye skole i Kødbyen. Illustration: BAM Danmark A/S

Det er den nuværende Gasværksvejens Skole, som flytter ind i skolen i Kødbyen, hvilket forventes at blive til skolestart i 2024. Byggeriet forventes at begynde i maj 2022.

Skolen i Kødbyen

Skolen i Kødbyen bliver en tresporet skole med madskole og idrætshal.

Madskolen, som indebærer eget produktionskøkken, er en vigtig del af den pædagogiske og arkitektoniske vision om, at skolen skal indgå i en bymæssig sammenhæng med Kødbyen.

0.-3.-klasserne (indskoling) får til huse øverst i bygningen med udgang til udearealer på taget af bygningen.

4.-6.-klasserne (mellemtrin) og 7.-9.-klasserne (udskoling) er midterst i bygningen med adgang til skolegården i niveau med det omgivende bykvarter.

Nederst i skolebygningen er bl.a. madskole og idrætshal placeret i tæt forbindelse med den omgivende by.

Kontrakten med BAM er på 274 mio. kr. for opførelsen af skolen.

Den samlede anlægsbevilling er på 516 mio. kr. til hele byggeriet, som er opdelt i tre entrepriser: Ombygning af ammoniakkøleanlæg i Kødbyen, byggemodning af grunden, herunder miljøsanering, nedrivninger mv., og nu opførelsen af selve skolen.

Byggeriet forventes at begynde i maj 2022 og forventes at stå færdigt i maj 2024, så eleverne kan rykke ind til skolestart i august 2024.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vesterbro

Der er lort i buret på Boulevarden

Klumme

På Enghave Plads med flashback til DDR

Klumme

Frisør 'NO' på Vesterbro

Vesterbro

Kæmpe Galleri: Kødbyen i billeder

Annonce