Annonce
Vesterbro

Hjemløse, posedamer og vagabonder: Jeg prøver at hjælpe, når folk er i nød

Annonce

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Githa Schultz

Mit hjælpehjerte har altid mest banket for ægte arbejderklasse-heroes, der i dag er meget få af, og posedamer, vagabonder og ikke mindst hjemløse, der måske er alt for mange af.

De rigtige hjemløse er tavse om deres tilværelse generelt - lige med undtagelse af dem, som sælger bladet Hus Forbi. Vi ser dem tavst rode i skraldespande, ligge på gaderne eller sidde i gadebilledet.

Trods alt er dette syn mere udbredt i USA og andre steder i verden end i Danmark. Men uanset hvor i verden, jeg er, er det noget, jeg altid lægger mærke til.

I Danmark en sen aften efter mit job som stewardesse ventede jeg i Istedgade ved Hovedbanegården på bussen. Pludselig kom der en forholdsvis pænt klædt mand, men med en våd buksebag og som lugtede lidt af tis, og begyndte at rode i skraldespanden ved stoppestedet.

Hans sko var hullede, men han var en ædel sjæl, der undskyldte sit skraldespandsroden. Han tiggede ikke og uopfordret gav jeg ham nogle kontanter til at købe et godt måltid.

Hans paraply var gået helt op i sømmene, og på en eller måde mindede han mig om Harry i den danske filmklassiker fra 1961 »Harry og Kammertjeneren«. Her er Harry også en slags subsistensløs, der arver nogle penge pludseligt og ansætter en kammertjener. Filmen blev forøvrigt nomineret til en Oscar i 1962.

På Venice Beach sad en mand i en lænestol fast dernede og holdt et slags hus med duer der. Han havde duer overalt på sig, som han fodrede. Papkasser, kluns, et laset læ, han kunne sætte op som skærm for den barske sol til tider.

Dag ud og dag ind sad han bare der med runde briller, langt skæg og kasket.

Jeg listede mig indimellem hen med en kop kaffe. Han var læderet i huden og sagde aldrig noget. Duerne var dem, han forholdt sig til her i livet, og måske hans eneste rigtig kontakt med livet.

De sked på ham, måske ligesom menneskelivet også gør. Eller også var vagabondlivet hans eget, frie valg. Han sagde altid pænt tak for kaffen. Taknemmelig var han.

Den største menneskelige hjemløshedsoplevelse var på Manhattan, der øjeblikkeligt gjorde mig glad i låget, fik det bedste op i mig og langt ned i pungen.

På gaden sad en lidt sjovt udseende 9/11-veteran, stod der på hans skilt, mens han havde et krus i hånden til penge. Og jeg tænkte bare på, om der allerede var gået ti år, siden det skete, og at han ikke lige umiddelbart lignede dem, jeg ellers har set af 9/11-veteraner.

Der er absolut ikke noget at grine af folk af i de situationer. Men manden her appellerede til min tragikomiske humoristiske side i det øjeblik, jeg fik øje på ham, og han havde selv humor og pli i al sin forarmelse.

Da jeg nærmede mig ham, og jeg ved ikke hvorfor, men der begyndte jeg at synge højt til ham: »Do-do-do, do-do, do-do-do«. Det er indledningen til Lou Reeds »Walk On The Wild Side«.

Og han grinede det sødeste tandløse grin krøbet sammen i vinterkulden med strikhue på toppen. Og jeg fortsatte med »take a walk on the wild side« og »hey babe«, mens han grinede og svarede »How are you?«

Selvfølgelig lagde jeg penge i hans krus. Venlig, med pli, i stand til at grine så smittende, selvom der ikke var noget at grine af.

Det er bare så livsbekræftende og godt for ikke mindst ens egen sjæl at stoppe op og kigge på for eksempel hjemløsheden, betleri eller de områder, man nu brænder for at hjælpe.

Jeg kan ikke redde hele verden i smukke, politisk korrekte floskler uden indhold, men jeg kan handle akut og direkte, når nøden står foran mig og i det nærmiljø, jeg lige nu og her befinder mig i. Om det så er i Nicaragua, på Vesterbro, Afrika eller Venice Beach.

Måske har jeg også et posedame-gen i mig. Min oldemormor endte sine dage som posedame. Det havde intet at gøre med, at hun ingen penge havde, at hun var posedame. For da hun døde, fandt man 10.000 kroner gemt i hendes hjem.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vesterbro

Vesterbro-teatre får sparekniven

Vesterbro

HVERDAG/Vesterbro

Annonce