Det er en doven morgen. Det virker stadig usikkert om solen faktisk har tænkt sig at skubbe mørket helt væk. Lyset fra Istedsgades julelys skinner om kap med bilernes lygter og de store Nihola-ladcykler slås om pladsen med varebiler og fodgængere.
Midt i december-mørket sidder en skikkelse i kulsort kjole og kridhvid krave. Han drikker kaffe fra en hvid kommune-kop og smiler til alle dem, der suser forbi på vej på arbejde eller for at aflevere børn.
Manden i den hvide krave hedder Tue Ravn. Han er 30 år og relativt ny præst i Kristkirken på Enghave Plads. Og lige nu sidder han i kulden foran kirken for at vise de travle forbipasserende, at kirken er åben. Flere stopper på deres travle vej og kigger ind i den stearinoplyste kirke.
Tue Ravn har ansvar for morgengudstjenesterne og han har en mission om at gøre kirkerummet mere tilgængeligt. Hele døgnet.
- Der er rigtig mange mennesker, der skal nå rigtig meget. Vi har børnesæder på cyklerne. Vi er altid på vej hurtigt videre. Måske savner vi, at der er tid til lidt fordybelse i morgentravlheden. Derfor sidder jeg her nu, fortæller Tue Ravn.
Hvis kirken var en dans
Tue Ravn kommer ikke selv fra en kirkelig baggrund. Så han forstår med egne ord godt dem, der føler at det at gå i kirke er en tillært ting. Ikke noget, der bare falder naturligt for alle.
Tue Ravn, præst i KristkirkenHvis man ikke kender dansetrinene, føler man sig udenfor. Så jeg synes måske, der skal mere freestyle ind i kirken.
- Man kan stå udenfor og se folkekirken som en kompliceret dans. Og hvis man ikke kender dansetrinene, føler man sig udenfor. Så jeg synes måske, der skal mere freestyle ind i kirken. Det handler jo først og fremmest om næstekærlighed og fællesskab. Kristendommen går jo netop ikke ud på, at man skal blive mere religiøs, men at man skal blive mere menneskelig, siger han og uddyber:
- Kristendommen er jo den eneste religion, hvor gud blev menneskelig. På den måde handler det ikke om forbud og regler, men om menneskets fejlbarlighed og guds tilgivelse. Der er ingen gæld, men man har muligheden for, at blive mere afklaret af, hvem man er.
Et rum til ro
Den morgenåbne kirke er et forsøg fra den nye præst på at åbne kirkerummet mere op. Og gøre kirken tilgængelig. Den 30-årige familiefar har selv en datter på 1,5 år og kender til, at man i et moderne liv har brug for fleksible tilbud.
- Jeg er meget interesseret i og fascineret af, hvordan Kristendommen passer ind i vores moderne liv. Vores behov for dybde og kropslighed for spiritualietet og fællesskab. Hvordan kan det i en travl hverdag gå op? Og der er virkelig skønt, at være på Vesterbro. For folk er friske på at prøve noget nyt og man behøver bestemt ikke gøre som man har gjort i 100 år, siger han.
Han har tidligere været præst i en middelalderkirke i Helsingør og mener at kirkerummene fortjener at blive brugt. Fordi de kan noget helt særligt.
- Kirkerummene er ganske fantastiske. Jeg holder rigtig meget af gudstjeneser og de store sceancer. Men der er nogle, der ikke føler, de kan sige ja til alt, hvad kirken står for. Der er morgenkirke en måde at invitere indenfor på, hvor man ikke skal gøre noget bestemt. Man kan bare være, siger han og fortsætter:
- Vi skal åbne kirkens værkstøjskasse og finde de ressourcer, som folk kan bruge til at forbedre deres livskvalitet. Jeg tænker meget over, hvordan jeg får skabt nogle ting, der giver plads til og passer ind i de liv, det moderne menneske lever. Jeg ser det ikke som min kirke, men som vesterbroernes kirke. Jeg er bare gartner og skal sørge for, at de ting, der gror passes og plejes.
Indtil videre sidder Tue Ravn foran Kristkirken hver eneste tirsdag mellem klokken 7 og 9, hvor du kan møde ham til en snak eller kaffe. Eller du kan slå et smut ind i kirken for at få et øjebliks morgenro i stearinlysets skær.
_
