Annonce
Socialt Frikort

Millioner til frikort på Vesterbro: Nu får de mest udsatte hjælp til at klare sig

Fixerummet Skyen ved Mændenes Hjem i Istedgade giver mulighed for trygt indtag af narkotika. Foto: René Mølskov
Velux Fonden har givet 2,7 millioner kroner til Det Sociale Frikort Vesterbro. Det giver endnu flere udsatte mulighed for at arbejde.

Kampen for Det Sociale Frikort er om noget blevet kæmpet på Vesterbro. Her har både små lokale virksomheder og de mange stærke organisationer med fokus på udsatte arbejdet benhårdt på at gøre tilbuddet en realitet.

Fordi det allerede på kort tid har vist sig, at mange af de udsatte, der får et arbejde gennem Socialt Frikort faktisk bliver hjulpet rigtig meget af det.

Vesterbro Bladet har i adskillige artikler fortalt om kampen og konsekvenserne og talt med brugere af Det Sociale Frikort. Og nu får indsatsen på Vesterbro en håndsrækning fra Velux Fonden.

En kontant håndsrækning på 2,7 millioner kroner til udsatte, der ikke har adgang til arbejdsmarkedet.

Vesterbro Blader har tidligere fortalt om Heidi, der har været stofmisbruger siden hun var 14 år. Hun fik Socialt Frikort og satte sit stofbrug ned fra 50 fix i døgnet til at fixe 3-4 gange om dagen. Foto: René Mølskov

Målet med støtten fra Velux Fonden er, at organisationerne bag, Mændenes Hjem, Reden og Brugernes Akademi kan fortsætte arbejdet med Det Sociale Frikort og finde endnu flere små job til de mest udsatte.


Vores brugere har mange udfordringer, men de er også mennesker med en masse ressourcer og ting at byde ind med. Det sociale frikort har givet dem mulighed for at deltage i arbejdsfællesskabet.

Ivan Christiansen, forstander på Mændenes Hjem


- Vores brugere har mange udfordringer, men de er også mennesker med en masse ressourcer og ting at byde ind med. Det sociale frikort har givet dem mulighed for at deltage i arbejdsfællesskabet, og vi er meget glade for sammen med vores dygtige kolleger i Reden og Brugernes Akademi at kunne arbejde videre med at få udbredt frikortet, siger forstander Ivan Christensen fra Mændenes Hjem i en pressemeddelse fra Velux Fonden.

Hos Velux Fonden forklarer man støtten med, at man på Vesterbro faktisk har haft held til allerede at vise, at det kan have en stor betydning for de udsatte, der har mulighed for at bruge ordningen. Så længe de små lokale virksomheder er med.

Henrik Smedegaard Mortensen fra Baisikeli er en af dem, der er gået forrest med at tilbyde job til mennesker på Socialt Frikort. Han har tidligere kritiseret regeringens manglende vilje til at gøre det Sociale Frikort permanent, så virksomhederne tør investere i det. Han har selv brugt hundredevis af arbejdstimer og en del penge på at skabe de rette rammer for de stofmisbrugere og hjemløse, han gerne vil ansætte gennem socialt frikort. Foto: René Mølskov

- Det lader til at være lykkedes – i hvert fald for Socialt Frikort Vesterbro. Det er meget rørende at opleve, hvor stor forskel det har gjort for de udsatte borgere at tjene penge for et stykke arbejde. En del af forklaringen er, at Mændenes Hjem har haft succes med at aktivere det lokale erhvervsliv i at skabe små jobs, og vi håber, at projektet nu kan udvikle modeller for indsatsen, der kan bruges af andre, siger programchef Vibeke Lybecker fra Velux Fonden i en pressemeddelelse.

Socialt Frikort Vesterbro

  • Socialt Frikort Vesterbro giver særligt udsatte borgere som stofbrugere og hjemløse mulighed for at finde vej til arbejdsmarkedet.
  • Det giver mulighed for at dem, der har et socialt frikort kan møde op og tage kontant-lønnet arbejde uden en masse papirarbejde. Man kan tjene op til 20.000 kroner om året på Socialt Frikort.
  • Som arbejdsgiver er det nemt og ligetil at hyre en på Socialt Frikort for korterevarende og forefaldende arbejde. Eller en fast time eller to om ugen.
  • Lige nu arbejder nogle af dem på socialt frikort med salg, pakning og distribution af varerne med kunstværker på.
  • Mændenes Hjem, Reden og Brugernes Akademi står sammen bag Socialt Frikort Vesterbro.
  • Lov om Socialt Frikort blev vedtaget af Folketinget i 2018 og blev forlænget med to år i 2020, så det løber til og med 2022.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Verden begynder for enden af Istedgade

Annonce