Annonce
Vesterbro

Min far var en rockstjerne

The Doors fra venstre: Jim Morrison, John Densmore, Ray Manzarek og Bobby Krieger. Foto: Nf/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Da jeg for nogle år tilbage sad igen på skolebænken, og var i gang med at gennemføre en drøm, nemlig at blive uddannet på gastronomlinjen, havde jeg en oplevelse hvor min faglærer, i dialogforum udtalte følgende:

- Den gang, hvor man havde idol-plakater hængende på sine vægge, det var en tid, som I elever nok ikke kender til.

Det sendte straks en tanke hjem til stuen, hvor både Jim Morrison, The Doors, Metallica, D.A.D, Rival Sons, og Jimi Hendriks pryder mine vægge. Dog nu i voksenmodellen, nemlig bag glas og ramme, flot hængende over sofaen.

Her sidder jeg så nu som en slags voksen på 47 år, og syntes stadigvæk det er übercool, at omgive mig med de mennesker, døde som levende, der inspirerer mig, og hver eneste dag, fylder mit liv med musik og sjælerensende tekster.

Jeg har oplevet at voksne mennesker forventes at have ”rigtigt” kunst på væggen. Eller som minimum et gentryk at et berømt billede, litografier og akademiske kunstobjekter, der indbyder til debat eller anerkendelse. I min verden er et billede af mine udvalgt kunstnere – ja, kunst!


Når jeg deler dette med dig, er det fordi jeg gerne vil sende en hyldest til Vesterbros fædre. Hvad enten du er papfar, delefar, biologisk far, har en rolle som far i en forening, eller blot er en helt almindelig ukompliceret far.


Deres kunst er unik og rig. Som maleren, der viger sit liv til pensel eller blyant, som udtryk giver musikerne livet puls med deres poesi, og rytme.

Så kære hr. faglærer: Ja, der findes stadigvæk folk, der hænger idol-plakater op. Fra den dag jeg var gammel nok til selv at kunne rulle en taperulle ud, har jeg hængt mine idoler på væggene.

Når man når et vist stadie på sin livsreje, kan man ikke undgå at udsætte sig selv for en slags selvanalyse, hvor ens brugte tid, bliver afspejlet i de mennesker man har kendt, og de oplevelser man har puttet i sin værdifulde erfaringslomme.

En vis mand sagde engang ”man lever forlæns, men lærer baglæns”. Og hvad fanden har jeg så lært af, at jeg stadigvæk ikke føler mig helt voksen, at jeg stadigvæk finder superglæde ved at hænge rockstjerne op i stuen?

En fascination blandet med beundring for de langdistance-ordekvilibrister, henleder mine tanker på min beundring for min afdøde faderrolle. Der altid og evigt på farten til udlandet, hvor han stod på sin arbejdsscene med projekter i stadiumstørrelser. Men den far, der aldrig var hjemme, som brugte sin tid på at hjælpe andre, var også den mand der brugte tid på at lære mig at lytte til opera, til klassisk, og som forventede, at jeg lærte musikken at kende, og at jeg kunne fordybe mig i musikken.

Jeg blev derfor placeret i den brune, slidte chesterfieldstol, og skulle lytte til lp’er, de blanke smukker kulturtallerkener, der skulle følge mig i hele livet.

- Hvis du kan lytte og forstå opera og klassisk, kan du lærer at forstå alt kompliceret musik.

Det var hans teori. Var min fra en rockstjerne? Han kunne ikke spille en ren tone, men han havde passion, han forstod musikken, og kunne fordybe sig i den. Han lærte mig at lytte til alt fra Sebastian og Lis Sørensen, Gasolin, Bach til La traviata, Tosca, og alt det midt imellem. Når han hørte musik, han havde opdaget, skulle det spilles højt og gentagende, indtil han opdagede et nyt band, en ny musiker eller blot et nyt nummer.

Jeg har aldrig set ham spille en fed luftguitar, eller slå lufttrommer som jeg gør, men jeg har set hans brystkasse nærmest sprænge af begejstring over at dele musikken med mig.

Jeg ved ikke, om din far var som min, men jeg har besluttet at min far var en rockstjerne. Han hænger som en tegning jeg tegnede en nat jeg savnede ham, på min væg side om side med Morrison og de andre gutter.

Når jeg deler dette med dig, er det fordi jeg gerne vil sende en hyldest til Vesterbros fædre. Hvad enten du er papfar, delefar, biologisk far, har en rolle som far i en forening, eller blot er en helt almindelig ukompliceret far. Min far var ikke perfekt, faktisk har jeg tit været vred og skuffet. Men når alt kommer til alt, så tror jeg han gjorde det bedste hans personlighed kunne rumme. Fædre bidrager med noget andet end mødre og det er så fedt. Fædre snakker ikke så meget som mødre. Det er som om, de er mere tavse rock'n'rollere. Derfor har jeg besluttet at min far var en rockstjerne. Tak for introduktionen til musikkens verden. Rock on daddy cool.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Moskéen bliver ikke større, men pænere

Debat

Vesterbro har ikke brug for en stormoske

Annonce