- Det var en fantastisk dag for Musikhuset København, da vi torsdag fik overleveret nøglerne af Kultur- og Fritidsforvaltninge til dette smukke palæ her på Vesterbro. Solen skinnede ind i den smukke festsal og da vi fik åbnet en flaske bobler, oplevede vi 30 minutters ro og ren glæde. Vi følte, at vi var i orkanens øje for et kort øjeblik. Rejsen hertil har været hæsblæsende, men heldigvis også spændende og sjov, skriver Viktor Wennesz til Vesterbro Bladet efter at de har modtaget nøglerne til Vesterbrogade 59.
Det var oprindeligt planen at holde en stor festival med kammermusik i uge 7, men på grund af corona-nedlukningen kan det ikke lade sig gøre.
I stedet har arbejdsgruppen bag Musikhuset København valgt at bruge deres energi på at forberede en livestream, der 19. februar fra 19.15 erstatter den festival, de ellers havde planlagt.
Musikhuset Københavns livestream kan både følges på facebook og på DR P2. Her kan man blandt andet opleve Klezmerbandet Mames Babegenush, samt Danish String Quartet og 'Halvcirkel'.
_