Når det bliver skolestart i 2024 skal Skolen i Kødbyen stå klar. Når den åbner erstatter den samtidig Gasværksvejens Skole.
Tirsdag lagde overborgmester Lars Weiss vejen forbi for at tage det første spadestik til den nye skole.
- Det er en milepæl, at byggeriet af den nye skole i Kødbyen nu sætter i gang. Skolen vil bidrage til byudviklingen af det gamle Vesterbro og Kødbyen og blive centrum for både leg, læring og fritidsaktiviteter. Jeg glæder mig til at se byggeriet tage form og glæder mig over, at både elever og andre københavnere kan få gavn af skolens faciliteter, siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.
Overborgmester Lars Weiss (S)Skolen vil bidrage til byudviklingen af det gamle Vesterbro og Kødbyen og blive centrum for både leg, læring og fritidsaktiviteter.
Skolen, der bliver tresporet og får både idrætshal og madskole, skulle oprindeligt have været taget i brug næste år, men de planer blev ændret. I stedet står skolen efter planen nu klar i 2024.
Det er visionen med det nye skolebyggeri, at skolens udearealer glider sammen med kvarteret i Kødbyen og skaber sammenhæng med området. Skolegården bliver derfor åben for adgang udefra, ligesom skolens faciliteter også skal bruges til fritidsaktiviteter.
Stort køkken og idrætshal
Skolen i Kødbyen får også sit eget produktionskøkken i form af en madskole. Her skal der hver dag laves sund øko-mad til eleverne. Eleverne deltager på skift i madlavningen, lærer om fødevarer, madspild og sunde madvaner.
Der bliver også bygget en stor idrætshal på 20 gange 40 meter. I modsætning til almindelige idrætssale kan den rumme idrætsaktiviteter og arrangementer både i og uden for skoletid, som kræver ekstra meget plads.
Det er tanken at både madskolen og idrætssalen skal bruges af foreningslivet uden for skoletid.
Kødbyens skole bliver opført på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade ud mod Dybbølsbro.
Lidt utraditionelt blev første spadestik taget allerede tirsdag kort efter middag i forbindelse med nedrivning, udgravning og klargøring af pladsen. Opførelsen af de nye bygninger skal efter planen begynde i maj 2022.
_