Annonce
Debat

Vi har solgt Vesterbros sjæl gennem byfornyelse og modernisering

Har Vesterbro solgt sin sjæl til byfornyelse under sloganet 'modernisering' - og dermed mistet det autentiske Vesterbro? Det funderer Zahid Butt over i dette læserbrev. Foto af Enghave Plads. Foto: René Mølskov
Annonce

Læserbrev: Er vokset op på Vesterbro fra cirka start/midt 70erne, hvor mine forældre flyttede fra Nørrebro til Vesterbro.

Lige midt i hjertet af det hele. Halmtorvet med den gamle bunker var omdrejningspunkt mange gange. Alle de små gårde hvor vi en årgang nærmest havde små lokale "bander" af møgunger som hørte til i ejedommene. Vi havde det sgu meget sjovt med den - til tider - lidt tydelige konkurrence imellem de enkelte grupperinger i de forskellige gårde.

Kæft jeg har spillet meget fodbold i vores gård bag Colbjørnsensgade. Virkelig mange gode minder herfra.

Næsten hver femte bil dengang var en politivogn, enten en patrulje eller en civilvogn, og de passede på bydelens unger. De prostituerede som hang lidt mere løst rundt omkring på flere hjørner, passede også på os unger - også selv om nogle af dem var involveret i narkotika-ting og lignende - så passede de på os unger. Vi kunne slippe afsted med mange drengestreger, for der var altid en som stod op for os.

Vi var den mest beskyttede flok møgunger i hele landet.

Naboskabet var stærkt. Man ikke bare mødtes, men familierne kendte hinanden og kom hinanden ved. Utallige er de gange hvor nabo-fædre har hjulpet os med at løse konflikter, fikse en cykel, rode med Puch Maxien, få en bid mad hos nabo-moderen eller noget helt andet.

Og det er egentlig et rigtigt godt billede af hvordan hele bydelen hang sammen, hvordan vi alle kom hinanden ved og hvad vi allesammen betød for hinanden - også selvom der var mange tragedier iblandt.


Byfornyelses projektet blev også starten på døden for Vesterbros specielle og unikke sjæl og ånd.

Zahid Butt


Byfornyelsen der begyndte start 90erne, som skulle have givet os en meget bedre bydel og især bedre boliger, som var tiltrængt, endte med mere end bedre boliger alene. Byfornyelses projektet blev også starten på døden for Vesterbros specielle og unikke sjæl og ånd.

I takt med at byfornyelsen og fordyrelsen skred frem i boligblokke, butikker og hele områder, forsvandt mange af de skæve eksistenser, de kreative sjæle og gadens folk og så videre. De himmelske "legepladser" som var ungernes fold-ud-steder, blev erstattet med kliniske indhegnede boldbaner og enkelte gyngere rundt omkring. Naturligvis er det fedt at have et sted at spille bold, men det var sgu sjovere, at der var plads til gamle ubrugte bygninger og steder som kunne agere legeplads for byens unger.

Jeg kan huske en del af det gamle faldefærdige område, som i dag er Fisketorvet og de mange dyre hoteller. Her kunne vi drenge virkelig udfolde os med sjov og ballade uden at genere andre.

Jeg synes sgu, at det er ærgerligt, at børn nu om dage ikke har sådanne områder at folde sig ud i. Det var virkelig klasse for arbejdernes børn at have sådan et dejligt område uden forpligtelser af nogen art. Det er synd, at det er mistet - for børnenes skyld.


I dag er Vesterbro blevet til en klassisk moderne og dyr bydel, med næsten kun plads til folk med orden i økonomien og hang til det moderne liv.

Zahid Butt


I dag er Vesterbro blevet til en klassisk moderne og dyr bydel, med næsten kun plads til folk med orden i økonomien og hang til det moderne liv.

Mine forældre bor stadig inde på Colbjørnsensgade, hvor boligblokkene oprindeligt var ejet af den gamle kødby og bygget til svendene og mestrene. Inde i opgangen kan man stadig ane lidt af den svundet stortid med herreskabslejligheder for kødbyens folk, fordi man har bibeholdt træet, formerne og farverne som nærmest er maleriske værker i sig selv.

Men selve lejlighederne er blevet moderniseret fra den tids klassiske flotte vesterbro lejligheder til moderne sjæleløs og kliniske renset boliger. Behageligt og komfortabelt - men kedeligt som bare fanden.

Bevares - det er blevet flot og på mange måder bedre, fordi man er sluppet af med nogle af de meget dårlige lejligheder, lidt farlige faldefærdige bygninger og så videre, men man kunne godt have lavet den byfornyelse lidt i respekt for bydelens sjæl og ånd. For eksempel at lave byfornyelsen, uden at bruge den som undskyldning for at sætte priserne op på boligerne, lade nogle af de ældre bygninger forblive men renovere dem i samme stil som oprindeligt og så videre.

Et godt eksempel er det monster, der er skabt på den gamle Scala bygning, hvor vi i dag har en bygning som på ingen måder passer ind i bydelen.

Eller bare se det område der er foran Øksnehallen. En masse flotte belægningssten, men det er bare blevet så klinisk. I stedet for kunne man måske have lavet et stort grønt område med en masse bænke med mere - så siddepladserne i området ikke kun var reserveret til de omkring liggende cafeer.

Jeg bliver sgu så ærgerlig når jeg render rundt derinde, og kan se at alt det gamle særpræg, som engang var Vesterbro, efterhånden alene hænger en smule i de gamle gårde rundt omkring... endnu. Dog uden ret meget liv.

Danmark har mistet noget meget specielt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Frisør 'NO' på Vesterbro

Nytårshilsen

Mere frihed til naturen i 2021

Annonce