Nørre Nebel: Simon Berg er udlært tømrer og er i en alder af 24 år sprunget ud som selvstændig med Tømrerfirmaet West Aps i Nørre Nebel, hvor han er også født og opvokset.
- Jeg udfører alt forefaldende tømrerarbejde, siger han i telefonen - lettere stakåndet fra toppen af et tag, og tilføjer:
- Jeg er så heldig at have fået ordren til den kommende klappedyrspark i Nørre Nebel, hvor der blandt andet skal opføres sekskantede pavilloner til madpakkehuse og et billethus.
Faktisk har Simon Berg allerede så travlt i butikken, at de 37 timers normal arbejdsuge nærmer sig de 60 timer. Der er mange sommerhuse, der lige nu bliver fikset op.
- Ja, vi er heldige i min branche nu og her, at coronakrisen ikke rammer på samme måde som på så mange andre erhverv, og som selvstændig kan jeg nemt tage mine forholdsregler, hvad cornoasmitte angår.
Vi er heldige i byggebranchen, at vi stadig kan gå på arbejde.Simon Berg
Kæreste med bogholderen
Simon Berg er kæreste med Sara Zenia Bartel, der er mor til parrets børn - en lille søn Johan på fem måneder og datteren Willa på tre år. Sara er desuden fungerende bogholder i firmaet.
- Det er en meget praktisk foranstaltning, at Sara holder styr på kontoret, siger Simon Berg med et smil og bedyrer, at kærestens totale opbakning med primært at være der for børnene lige nu er en forudsætning for, at han har kunnet starte ud som selvstændig tømrer.
Interessen for håndværket kommer ikke fra fremmede, der er flere inspirationskilder tæt på.
- Min far har altid renoveret sommerhuse, og været meget glad for at bruge sine hænder, og min bedstefar havde sit eget murmesterfirma, og jeg var meget med i hans værksted, siger Simon Berg, der flere gange under uddannelsen har været med i DM i Skills - et prestigefyldt Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne.
Mountainbiking førte dem sammen
Simon Berg mødte sin kæreste i Varde Cykelklub, hvor de begge kørte mountainbike.
- Lige nu er det Sara, der hopper på cyklen, når jeg endelig er hjemme fra arbejde, siger Simon Berg, der kommer stærkt igen på et senere tidspunkt med fritidsinteressen og også gerne præger børnene under deres opvækst med cykling og aktivitet.
- Vi havde Willa med som halvandenårig på cykelferie i bjergene i Harzen. Hun sad foran på et sæde, og vi har planer om at gøre det samme igen med børnene i en cykeltrailer, fortæller han.
I dag er Simon og Sara begge medlem af den lokale cykelklub Bluemountain i Nørre Nebel, der har over 100 medlemmer.
- Men lige nu gælder det firmaet, så må cyklen for mit vedkommende vente lidt, siger Simon Berg.