Annonce
Vesterhavsposten

Agnete gør klar til kvindernes internationale kampdag

Kunstmaler og mor til fem piger. Agnete Brinch er her hjemme i Billum, hvor hun bor med sin familie. Hun arbejder til daglig i sit studio i Esbjerg. Foto: Tatjana Johnsson
At være kunstmaler er blevet til et erhverv for kvinden i Billum, der også supplerer sin indkomst med foredrag om de unikke kvinder, hun portrætterer. Tre nulevende, stærke kvinder bringes frem i øjeblikket.
Annonce

Billum: På en stille villavej i Billum bor en kvinde på 49 år, der ofte går i sort. Ikke på den triste måde, tværtimod er det for Agnete Brinch en farve, der dominerer både hendes påklædning, men også er en gennemgående baggrundsfarve i hendes portrætmalerier af stærke kvinder, der forandrer verden. De mørke baggrunde får ansigterne på malerierne til at fremstå ekstra lyslevende på lærredet.

Agnete Brinch er mor til fem piger. Hun har tidligere arbejdet som fysioterapeut, men de seneste tre år har Agnete været kunstmaler på fuld tid og lever for og af sine malerier.

- At være kunstmaler er et udfordrende erhverv og levevej. Det er ikke altid lige så let som at være ansat i et stort firma med en god pensionsordning, siger Agnete Brinch.

Ved siden af at male holder hun også foredrag, der handler om de stærke og bemærkelsesværdige kvinder, man ser i hendes malerier. Både nulevende og historiske.

Agnete tog tilløb i flere år til at blive selvstændig og har ikke fortrudt sit valg et sekund - ej heller kigget sig tilbage.

- Jeg vil gerne ud med mine fortællinger om alle de spændende kvinder, jeg møder. Både i historiebøgerne, men også i min samtid. De kvinder, jeg maler, er alle sammen rollemodeller på vidt forskellige måder, siger hun og tilføjer:

- Jeg maler nok lidt i genren kvindekamp på lærredet.

Før du starter som selvstændig kunstmaler

Agnete Brinchs råd til hvad man bør overveje, inden man springer ud som selvstændig kunstner:

- Sørg for, at økonomien er til leve af, før man giver slip på et fast job.

- Et eller flere gallerier som platforme for salg.

- Netværk og allervigtigst, at der et budskab i værkerne, godt håndværk og noget nyt.

Mere om Agnete Brinch: www.agnetebrinch.dk

Annonce

Kvindekamp

Lige nu har Agnete Brinch travlt med at male til kvindernes internationale kampdag den 8. marts, hvor hun i denne anledning har et event i Kunstforeningen Gammel Strand i København. Her vil dugfriske portrætter af krigsreporteren Puk Damsgaard, tidligere statsminister Helle Thorning Smith og feministen og forfatteren Susanne Brøgger afsløres.

- Det er tre markante, danske kvinder, og jeg er så heldig, at de også dukker op til ferniseringen og er blevet ambassadører for mit kunstprojekt, siger Agnete Brinch, der også har malet andre store, nulevende personligheder som for eksempel politikeren Margrethe Vestager.

Annonce

Barndomsindtryk

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Agnete Brinch, der er yngst af en søskendeflok på seks, skulle være kunstmaler.

- Mine forældre har ikke selv dyrket det kreative eller kunstneriske, men de er kunstinteresserede, siger Agnete Brinch og tilføjer:

- Jeg husker en ferie som barn, hvor jeg var på tur til Skagens Museum helt alene med mine forældre. Det var så skøn en oplevelse. Både malerierne, men også at have mine forældre helt for mig selv, hvilket var højst usædvanligt.

- Det skal nævnes, at der er folk i min nærmeste familie, der også har tegnet og malet blandt andet Benghta Jensen, min faster, der malede portrætter og kom fra Janderup.

Hendes farbror er Thomas Knudsen, der sammen med sin hustru Inge Birgit Knudsen stiftede Folk og Kultur-festivalen i Janderup og var med til at starte 7-kanten op.

- Så det med kunst og kultur er ikke fremmed for mig, siger Agnethe Brinch.

Og så kaster hun sig over penslerne igen og ind i sin verden af stærke kvinder.

Sort klæder Agnete Brinch, der bruger farven i sin daglige påklædning og som baggrundsfarve til hendes kvindeportrætter. Foto: Tatjana Johnsson
Agnete Brinch har travlt op til den 8. marts, hvor hun arbejder på tre portrætter af kvinder, der gør en forskel: Puk Damsgaard, Suzanne Brøgger og Helle Thorning Schmidt. Arkivfoto: Morten Nielsen
Foredrag om de kvinder, hun maler, supplerer Agnete Brinchs indkomst som kunstmaler. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce