Annonce
Vesterhavsposten

Annika tager menneskets bedste ven på safari ved fjorden

Jomfrutur med hundesafari i Hvide Sande sammen med Anette Pahl, naturvejleder Annika Østergaard Jensen og Britta Zander samt vovserne Calani og Maja. Foto: Tatjana Johnsson
Hvorfor ikke tage din hund med på guidet tur i en bus? Turister og andre interesserede kan i november få en oplevelse udover det sædvanlige, der inkluderer hundemassage og fri hundeleg.
Annonce

Hvide Sande: Det er usædvanligt på en tirsdag eftermiddag i Søndervig at spotte en skriggul partybus med kun to tyske damer og deres vovser om bord. I følge med en entusiastisk naturguide, der også er dyreterapeut.

Chaufføren Johannes Byskov byder indenfor i den varme bus.

- Jeg synes allerede, det er et herligt samarbejde med hunde om bord på partybussen. De firbenede kaster garanteret ikke ligeså meget op som andre tobenede, vi har kørt med og gjort rent efter i tidens løb, siger Johannes og slår en latter op.

Turen tager fire timer og er arrangeret med henblik på at se skov, strand og vand i området.

- Nu er denne måned jo dedikeret til hunden i Hvide Sande, så kunne vi ligeså godt gribe chancen og lave et hundetema. Det er skønt at få folk ud af sommerhusene for at være aktive og opleve den unikke natur her sammen med deres vovser, siger den 22-årige naturguide og dyreterapeut Annika Østergaard Jensen, der elsker sit job.

Hundesafari-ruten

Hver tirsdag i november er det muligt at komme med på tur med hunden i en specialindrettet bus, hvor der er god plads til hundene.

Turen begynder i Hvide Sande, hvor der gøres stop ved fjord, strand og skov, og guiden har lege eller konkurrencer med til, hvordan man selv kan bruge naturen til at aktivere sin hund på en sjov og naturlig måde. Ruten går fra Hvide Sande til Baggers Dæmning ved Ringkøbing Fjord, herefter mod stranden i Søndervig og fortsætter mod Husby Klitplantage og Hundeskoven her. Hvorefter turen går tilbage til Hvide Sande.

Varighed: Fire timer

Arrangør: Jyllandsakvariet

Annonce

Hundesafari

Britta Zander er oprindelig fra Hamborg, men har boet i Hvide Sande i 17 år, hvor hun arbejder for Feriepartner.

- Jeg pakker blandt andet goodiebags til vores sommerhusgæsters hunde, så derfor opdagede jeg brochuren om hundesafari i denne måned. Det skulle prøves, så jeg kan fortælle vores gæster mere om det, og så passede det faktisk med, at jeg er "babysitter" for min datters hund, Maja, i denne uge.

Anette Pahl fra Göttingen i Tyskland har ferieret i Nymindegab, siden hun var en lille pige. Hun er stadig fast hvert år én måned i sommerhus - altid i Nymindegab.

- Jeg har hørt om dette tiltag på en tysk facebookside, der sælger hundefoder. Det er sjovt og anderledes, at der bliver arrangeret noget i naturen med hunde, og jeg har altid min egen hund Calani med på ferie.

Første del af turen på denne iskolde og stålgrå novemberdag går til Bagges Dæmning ved Ringkøbing Fjord.

Annonce

Hundemassage ved polestang

Annika fortæller på flydende tysk om det naturskønne område, og så er det tid undervejs til leg uden at have hundene i snor.

- Jeg viser, hvordan man skaber opmærksomhed hos hunde for at udvikle dem i leg.

Det gør naturvejleder Annika ved at bukke sig passioneret ned til jorden og vise noget usynligt. Calani kan straks mærke Annikas iver og går i gang med at undersøge, hvad hun mon har gang i og gerne vil. Maja har mere travlt med at gå forsigtigt over broen, og Annika kan bekræfte, at mange hunde er nervøse omgivet af vand på begge sider, men Calani, der også bruges til jagt, er langt mere interesseret i svanerne ude på fjorden end brogang.

Efter en lille time i terrænet går turen tilbage til partybussen. På gulvet arrangerer Annika dejlig hundemassage med lette tryk under øre og langs rygsøjlen på de firbenede. Undervejs til næste destination prøves der også redskaber for at fremme hundenes balance og koncentration.

Det er muligt at komme med på hundesafari hver tirsdag i november.

Tid til hundemassage ombord på partybussen, hvor niårige Maja, en cavalier king charles spaniel, er lidt betuttet ved den uvante situation. Foto: Tatjana Johnsson
Selvom der ikke er gang i partybussens bar og polestang, så er der stadig et sjovt kaos ombord på hundesafarituren ved Hvide Sande. Foto: Tatjana Johnsson
Annika Østergaard Jensen er naturvejleder og dyreterapeut i Hvide Sande. Foto: Tatjana Johnsson
Partybuschauffør Johannes Byskov er godt tilfreds med at have de firbenede i stedet for de tobenede med ombord. Vovserne griser mindre, siger han leende. Foto: Tatjana Johnsson
Britta Zander kalder datterens hund, Maja, for sit barnebarn. Britta er fra Hamborg, men bor i Hvide Sande på 17. år. Foto: Tatjana Johnsson
Anette Pahl nyder hundesafarituren med Calani, hendes australske fårehund, der adlyder mindste vink. Foto: Tatjana Johnsson
Calani går ikke af vejen for en dukkert i Ringkøbing Fjord selv på en iskold novemberdag. Foto: Tatjana Johnsson
Med partybussen på hundesafari ved Hvide Sande. Foto: Tatjana Johnsson
Med partybussen på hundesafari ved Hvide Sande. Foto: Tatjana Johnsson
Med partybussen på hundesafari ved Hvide Sande. Foto: Tatjana Johnsson
Med partybussen på hundesafari ved Hvide Sande. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce