Annonce
Vesterhavsposten

Connie Høj i Nørre Nebel giver buketten "evigt liv"

Buketten sat i glas og ramme.

Firmaet Høj's Blomster- pres i NØRRE NEBEL er en realitet efter talrige eksperimenter.

Annonce

Connie Høj er vild med at arbejde i blomster - så meget, at hendes store interesse nu har ført til firmaet Høj's Blomsterpres.

Hun "omdanner" friske buketter, som folk gerne vil bevare - til et varigt minde sat bag refleksfri glas og i ramme lige til at hænge på væggen.

- Det er primært brudebuketter, som folk vil have indrammet, for det er buketten, siger Connie Høj.

Men hun tager sig også af studenterroser, morgenbuketten fra sølvbryllup og andre buketter, der betyder så meget for kunden, at den skal indrammes.

Kreative evner

Connie Høj, medindehaver af Høj's Have- og Vejservice, har brugt de seneste par år på at læse bøger om emnet, eksperimentere, blive dus med processen - og sætte de tørrede blomsterblade sammen, så de fungerer som en buket samt ligner den buket, hun fik indleveret.

- Man skal også have kreative evner for at lave dem, og det er jeg så heldig at have. Det kribler i fingrene, jeg kan godt lide at arbejde med blomster. Og det er afstressende, siger hun.

Tørre- og presseproces

Connie Høj skal have den friske buket to-fire dage efter, modtageren har fået den. Hun skiller så buketten og blomsterne fuldstændig ad - kronblad for kronblad og lægger dem i pres i seks-syv uger.

- Og så lufttørrer de, så jeg er 100 procent sikker på, at fugten er ude, fortæller hun og tilføjer, at sukkulenter og tykke blomster indeholder meget vand og skal derfor tørre i længere tid.

Nogle blomsterne bibeholder farven "helt fantastisk" under tørringen, andre ændrer kulør.

- Brændende kærlighed bliver til en kedelig brun farve, fortæller hun.

Ikke alle blomster

Når kronblade og grønt er lufttørret, lægger Connie Høj dem, så de danner en buket.

- Jeg tager ikke alle blomsterne med, det er der ikke plads til, men kun dem, der skal til for, at buketten ligner den oprindelige mest muligt, siger hun og understreger, at hun ikke giver nogen garanti for resultatet, fordi noget kan "kikse undervejs".

Godt modtaget

Connie Høj har lige lanceret Høj's Blomsterpres på facebook og været rundt i blomster- og brudekjolebutikker med en folder. Hun er blevet taget rigtig god imod.

- For butikkerne har haft forespørgsler på, hvor man kunne få en buket sat i glas og ramme. Der er ikke mange, der gør det, jeg har kun fundet en forretning i Aarhus og en i København, der gør det, siger hun.

Næste skridt for Connie Høj, der bevarer processen som en fabrikshemmelighed, er at sætte en buket i en kuppelramme, så blomsterne ikke bliver flade.

- Det vil jeg også lære, siger hun.

Buketten med pæoner og roser så sådan ud, da hun fik den...
Connie Høj har netop åbnet Høj's Blomsterpres, der tørre og presser buketter og sætter dem i glas og ramme.
Buketten før...
... og efter. Blå blomster holder farven godt.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vesterhavsposten

Bag kransekage med Karin

Annonce