Annonce
Vesterhavsposten

Dårlig hørelse sender politiker ud af byrådet

Niels Christiansen (K) stopper i politik ved årets udgang. Han har været i kommunalbestyrelse og byråd i 23 år. På billedet står han i byrådssalen mellem Julie Gottschalk, DF og Holger Grumme, Det Radikale Venstre. Arkivfoto: André Thorup
Niels Christiansen, Det Konservative Folkepartis nestor i byrådet, trækker sig ved årsskiftet. Dårlig hørelse gør det umuligt at fortsætte det politiske arbejde fire år mere.

Houstrup: Niels Christiansen, mangeårigt konservativt byrådsmedlem, skrev søndag rundt til alle sine kolleger i byrådet, i Den Konservative Vælgerforenings bestyrelse og i kommunens direktion. Han meddelte, at han har besluttet ikke at genopstille til byrådet ved valget i november.

- Jeg er desværre kommet i den situation, at jeg føler det nødvendigt og rigtigst at træffe en for mig ganske vanskelig beslutning, skriver han og fortsætter:

- Det kommunalpolitiske arbejde har nu i 24 år været i mit fokus og har på alle måder i alle årene været et meget berigende og spændende arbejdsfelt. Desværre må jeg nu være realistisk og erkende, at jeg formentlig ikke vil kunne udfylde en eventuel fornyet indvælgelse i det kommende byråd på en for alle parter tilfredsstillende måde. Den erkendelse og beslutning skyldes ene og alene min efterhånden reducerede hørelse, som nu har fået et omfang, som i væsentligt omfang vanskeliggør min fulde opfattelsesevne i alle situationer af det sagte ord.

Annonce

En hård erkendelse

- Det er en hård personlig erkendelse, men det er det rigtige og nødvendige valg.

Niels Christiansen er 66 år. For et år siden fortalte han, at han ikke var sikker på, om han ville genopstille og trak sig samtidig som konservativ spidskandidat. Hans afløser på den post er Steen Holm Iversen. Meldingen søndag er sendt for at skabe klarhed før generalforsamling i den Konservative Vælgerforening mandag.

- Jeg har derfor i dag meddelt Steen Holm Iversen, de øvrige Konservative byrådskandidater samt vælgerforeningens bestyrelse, at jeg alligevel ikke genopstiller til det kommende byrådsvalg. I morgen mandag afholdes den formelle generalforsamling i den Konservative Vælgerforening, og min beslutning skal også ses som udtryk for, at jeg ønsker klarhed om mit kandidatur forud for generalforsamlingen, skriver han og fortsætter:

Niels Christiansen

 Niels Christiansen har siddet i kommunalbestyrelse og byråd i 23 år.

I den daværende Blåbjerg Kommune var han valgt for Lokallisten.

Sidste år i januar meddelte han, at han trådte tilbage som konservativ spidskandidat og blev afløst på den post af Steen Holm Iversen, tidligere Liberal Alliance.

Niels Christiansen er klitplantør i Naturstyrelsen.

- Jeg skal nu prøve at lære at få fokus på andet end kommunalpolitik efter årsskiftet. Frem til årsskiftet vil udfyldelsen af min nuværende plads i byrådet naturligvis have min fulde opmærksomhed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce