For 30 kroner kan man søndag 31. august gå en tur ved Vesterhavet – og samtidig støtte fattige rumænere.
OUTRUP: Annoncen fangede Hanne Knudsen, straks hun så den. En forening, som samlede penge ind til ældre i Rumænien. Hun fik kontakt med »Hjælp de ældre i Rumænien«, som støtteforeningen hedder, og i dag er Hanne Knudsen med i bestyrelsen.
– Det fangede mig, at det var de ældre, der skulle have hjælp og støttekroner. Det er usædvanligt, desværre. Vi skal altid høre om, at vi skal hjælpe de små børn og familierne. Og selvfølgelig skal de også hjælpes, men det er som om, man har den holdning, at »de gamle, de kan bare dø«, siger Hanne Knudsen.
Nu har hun arrangeret tre gåture på Houstrup Strand, som man kan deltage i og samtidig støtte de ældre i Rumænien. Det foregår søndag 31. august, og man giver 30 kroner for at deltage i en af turene. Pengene går til at hjælpe ældre mennesker i Rumænien, og deltagerne vil senere få at vide, hvilke fornødenheder de er blevet omsat til.
Kød to gange årligt
– Det er ældre i byen ,!Bagaciu, vi hjælper. De lever under kummerlige forhold. Jeg har været dernede to gange og skal derned igen til september, og de ældre menneskers miserable forhold rører mig virkelig dybt om hjertet, siger Hanne Knudsen. Hun har blandt andet mødt den 72-årige mand Moses, som var ansat på en fabrik i Ceausecus tid. Fabrikken blev bombet, og Moses stod uden bevis på, han havde været ansat og krav på pensionslignende støtte.
– Moses bor sammen med sin 77-årige søster i en bolig med lergulv og uden indlagt vand. De går ud i haven for at gå på toilet. Og da jeg hørte, at Moses kun får kød to gange om året, donerede jeg gennem foreningen 200 kroner til ham om måneden. Nu kan han få kød én gang om ugen, fortæller Hanne Knudsen.
Glædestårer
Moses’ reaktion på Hanne Knudsens støttekroner var at gøre honnør og kysse hende på hånden. Men han afslog, da hun ville give ham et køleskab eller en ovn – det kunne han ikke tage imod. Til sidst købte Hanne Knudsen en radio til Moses – denne gang uden at spørge først.
– Han blev helt rørt og græd glædestårer, fortæller hun.
Forfriskning bagefter
At komme til lægen og få en behandling, hvor lægen opfører sig ordentligt, koster penge under bordet i Rumænien. Derfor undgår mange at gå til lægen, og de har i øvrigt heller ikke råd til den medicin, som måske bliver udskrevet.
Derfor håber Hanne Knudsen på mange deltagere ved gåturene søndag 31. august. Man kan gå enten 2, 3 eller 5 kilometer, eller man kan slentre rundt på stranden, hvis man hellere vil det. Man skal ikke tilmelde sig, men møder bare op på p-pladsen ved Houstrup Strand klokken 9.30.
Bagefter er der sodavand og øl.