Annonce
Vesterhavsposten

Han står bag et af de første biogasanlæg i Danmark: Det har været en udfordring at udvinde grøn energi

John Pedersen kan se tilbage på 25 år med gasproduktion. Det var ikke uden problemer at etablere et af landets første biogasanlæg. Foto: Morten Nielsen
Landmændene ved Nørre Nebel var blandt pionererne inden for biogas. Men det var ikke uden forhindringer. Der er stadig et noget tøvende forhold mellem biogasanlægget og hovedaftageren, Nørre Nebel Fjernvarme. Men biogas er kommet for at blive.

Nørre Nebel: En flok landbrugere kæmpede ufortrødent for at omdanne husdyrenes efterladenskaber til grøn energi. Det er i disse dage 25 år siden, at den første biogas blev sluppet på Blaabjerg Biogas og gav varme i radiatorer og brusere i Nørre Nebel.


Uden politisk velvilje var vi ikke kommet i gang.

John Pedersen, formand for Blaabjerg Biogas


Biogasanlægget var blandt de første 18 anlæg af sin art i Danmark. I dag vinder biogas for alvor indpas med mange ret nye biogasanlæg - alene i Varde Kommune er der i de senere år anlagt biogasanlæg i både Outrup og i Ølgod.

Når formand John Pedersen ser tilbage, kan han erindre en forening, som blev stiftet i 1991. Det var så først fem år senere, den 23. marts 1996, at den første gas blev udvundet af den biomasse, som jo ellers gik for at være temmelig værdiløs.

Indtil i dag har der reelt heller ikke været penge i lortet for de landmænd, der er andelshavere i Blaabjerg Biogas. Men det kan snart ændre sig.

Annonce

Der var forhindringer

I første omgang kan de være tilfredse med, at de har ydet deres til en grøn omstilling i landbruget, men  vejen var ikke uden forhindringer.

- Uden politisk velvilje var vi ikke kommet i gang, siger John Pedersen.

Det var udelukkende ved hjælp af politik, at der kom en aftale i stand, så Blaabjerg Biogas fik en aftager, nemlig fjernvarmeværket. I den forbindelse blev fjernvarmeværket placeret lige ved siden af det nye biogasanlæg. Der var statstilskud til etablering af biogasanlæg og til de motorer, der skulle fremstille både strøm og fjernvarme. Det blev dengang anset som et demonstrationsprojekt. Politikerne ville se, om biogas kunne fungere i praksis.

Peter Berg er formand for Nørre Nebel Fjernvarme, og han ser tilbage på et samarbejde med  ikke lutter glade toner. Det har været noget af en mundfuld, at fjernvarmeværket politisk blev pålagt at fyre med biogas. Fjernvarmen ville hellere have valgt brændslet selv, men nu er det, som det er.

- Vi prøver at få det bedste ud af det, siger Peter Berg.

Efter fjernvarmeværkets mening kunne man have handlet mere selvstændigt, og man ville købe energi til markedsprisen, hvis ikke politikerne bandt fjernvarmeforbrugerne til biogasanlægget.

Annonce

Produktionen steg

Men trods det noget tøvende samarbejde mellem biogasanlæg og fjernvarme, så steg produktionen af biogas. I de første år var målet at fremstille 2,9 millioner kubikmeter gas. Det rakte til at dække 60 procent af fjernvarmeværkets energibehov. Der kom 90.000 ton biomasse - gylle - i de første år til anlægget

I dag er Blaabjerg Biogas udvidet, så der nu fremstilles syv til otte gange så meget gas - 20 millioner kubikmeter om året. I dag forsyner dyrenes efterladenskaber både feriecentret Landal Seawest og den militære Nymindegablejren med energi.

I de første år var der 55 andelshavere. I dag er det tal reduceret til lidt over 40, men nedgangen siger mest om landbrugets udvikling mod større enheder. Der kommer nemlig 365.000 ton biomasse om året nu, og det selv om der er mange ret nye biogasanlæg, som også aftager - der er rift om skidtet.

Blaabjerg Biogas er udvidet adskillige gange. I begyndelsen var der to af de karakteristiske rådnetanke. Nu er der seks.

Annonce

Nu kan der måske tjenes

I øjeblikket er Blaabjerg Biogas ved færdiggøre en tilslutning, så der kan leveres biogas direkte til det danske gasnet. Samlet koster tilslutningen mere end 60 millioner kroner. Tilslutningen blev taget i brug for fire uger siden.

Men det er så en investering, som kan betyde, at andelshaverne efter 25 år måske endelig kan få et udbytte. Der er med tilslutningen endnu en aftager, og den gamle model betød, at der ikke måtte betales udbytte til andelshaverne. Men det ændrer sig nu.

I begyndelsen var der to rådnetanke ved Nørre Nebel. Nu er der seks. Jonn Pedersen går forbi én af dem. Foto: Morten Nielsen

Andelshaverne kan så glæde sig over at have været blandt pionererne i landbrugets grønne omstilling. Men der har været én håndgribelig fordel.

- Afgasset gylle fungerer bedre som gødning, siger John Pedersen.

Andelshaverne får nemlig efterladenskaberne tilbage, når gassen er udvundet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce