Annonce
Vesterhavsposten

Idrætscenter er klar til stor udvidelse - ansøgning om byggetilladelse er sendt

Centerleder Søren Bloch står foran Form & Fritid Nørre Nebel, der - hvis alt går vel - er 1000 kvadratmeter større om ét år.Arkivfoto: Martin Ravn
Mandag fik Form & Fritid Nørre Nebel 250.000 kroner i tilskud til sin store udvidelse. Tirsdag blev ansøgning om byggetilladelse sendt. Og til næste vinter er udvidelsen forhåbentlig færdig.
Annonce

Nørre Nebel: Fra caféteriet kan besøgende i dag kigge ind i idrætshallen. For enden er der en mur med reklameskilte. Om et års tid er det meningen, at der på den mur er vinduer ind til to squash-baner, et spinning-lokale og et e-sportslokale på førstesalen.

Tirsdag sendte Form & Fritid Nørre Nebel sin ansøgning om byggetilladelse til en udvidelse, der vil give næsten 1000 kvadratmeter mere plads i idrætscentret. Det skete dagen efter, at Varde Kommune valgte at støtte byggeriet med 250.000 kroner.

Dermed er alt klar til den store udvidelse til 8,7 millioner kroner. Centerleder Søren Bloch fortæller, at det eneste, der kan spænde ben for projektet nu, er, hvis håndværkerne under licitationen byder ind med priser, der er højere, end hvad centret har budgetteret med.

Udvidelsen

  • Centret har ønsket udvidelsen siden 2015.
  • Flere ting er kommet i vejen siden da. Blandt andet dukkede en gammel servitut op, der forbød byggeri på en del af jorden for at sikre frit udsyn til kirken. Det tog et par år at få fjernet den servitut.
  • Projektet har fået støtte fra flere sider, og der bliver stadig søgt fonde i øjeblikket. Hvis prisen holder, så kan Form & Fritid Nørre Nebel låne det beløb, der mangler.
  • I stueplan bliver der udvidet med 579 kvadratmeter.
  • I squash-banerne og i en del af motionscentret er der højt til loftet, så førstesalen bliver kun på 349 kvadratmeter.
Annonce

Bedre forhold for foreninger

Den nye udvidelse vil rumme ting, der har et kommercielt sigt. En stor del skal bruges til et markant større fitnesscenter, ligesom der også bliver bygget et nyt spinning-lokale. Samtidig kommer der to squashlokaler, der kan udlejes på timebasis til blandt andet turister.

Men udvidelsen sker i høj grad også af hensyn til foreningerne. Når fitness og spinning flytter til nye lokaler, så frigiver det plads til et nyt aktivitetsrum. Det betyder, at yoga, stolegymnastik, cirkeltræning og lignende aktiviteter kan flytte ud af mødelokalet. Dermed vil det ikke længere ske, at yoga må aflyses, fordi en forening skal bruge lokalet til en generalforsamling. Også squash-lokalerne kan bruges til andre formål, når de ikke bliver brugt til squash, forklarer Søren Bloch.

E-sport bliver en foreningsaktivitet under Nørre Nebel Gymnastik og Ungdomsforening.

Annonce

Ny hal ikke på tale

Det har aldrig været på tale at udvide med en ekstra idrætshal i Nørre Nebel. Centerleder Søren Bloch fortæller, at de traditionelle idrætsgrene har det godt i Nørre Nebel, men de er ikke i vækst, og der er derfor ikke brug for mere kapacitet.

Det er andre former for motion og sport, der mangler plads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce