Nørre Nebel: Handelsstandsforeningen i Nørre Nebel ville gerne reklamere ekstra, når Bredgade skal separatkloakeres. Meningen var, at det skulle holde noget handel i byen, mens det er besværligt at komme rundt. Derfor havde foreningen søgt om et kommunalt tilskud på 200.000 kroner.
Men det siger politikerne nej til. En væsentlig årsag er ifølge borgmester Erik Buhl, at kloakarbejdet siden ansøgningen er blevet flyttet udenfor højsæsonen, så han ser ikke det samme behov for at opveje et manglende salg, mens der bliver arbejdet med Bredgades kloakker.
- Hvis vi skulle have lukket byen ned, mens der var allerflest turister, så havde det været en katastrofe, siger han.
Men det skyldes også et ønske om at behandle byerne ens, forklarer borgmesteren.
- Vi har heller ikke gjort det i Varde eller Ølgod, eller hvor vi ellers har renoveret bymidten gennem årene. Så derfor ville det være svært at stå på mål for, at én by får, og andre byer ikke får, siger Erik Buhl.