Annonce
Vesterhavsposten

Jacob: Der skal være bageri i Nørre Nebel

Bageren fik Jacob Christensens far, Hardy Christensen, da han blev uddannet bager, og den arvede Jacob efter sin fars død. Foto: Karin Kjærsgaard

Jacob Christensen tvivlede meget på, om han skulle føre sin afdøde fars bageri videre. Én bestemt oplevelse gjorde udslaget.

Annonce

Nørre Nebel: Jacob Christensen glemmer aldrig torsdag den 6. april tidlig morgen, da hans fars samlever, Britta, ringede og fortalte, at hans far var død.

Jacob havde besøgt sin far, Hardy Christensen, på hospitalet onsdag eftermiddag, operationen var gået fint, og han var oppe at gå. Men om natten var hans far død af en blodprop i hjertet.

- Der ændrede mit liv sig ret dramatisk, siger Jacob Christensen.

Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet og tænkte, hvad skal jeg gøre.

Jacob Christensen, leder af Hardy's Bageri

Jacob Christensen

Jacob Christensen, 36 år, født og opvokset i Nørre Nebel.Student, værnepligtig i livgarden i to år - det sidste halve år soldat i Kosovo.

2008 cand. scient. pol - statskundskab - fra Odense Universitet.

Hjemmegående ved nyfødte Sverre.

Økonomikonsulent i Svendborg Kommune.

2012 PhD i statskundskab, underviste og forskede på Odense Universitet.

2013 Managementkonsulent, analytiker og rådgiver, senere manager hos BDO i Odense.

2015 Analysechef hos firmaet Marselisborg.

Juni 2016 startede eget firma, Pro Grege, løser opgaver for private og offentlige firmaer. Gæsteforelæser på universiteter.

Driftsleder for boet, Hardy's Bageri, siden faderen, Hardy Christensen, død den 6. april i år.

To børn, Sverre på ti år og Ellen på fem år.

Bor i Nørre Nebel og Odense en uge ad gangen.

Jacob Christensen har aldrig arbejdet så meget, som siden han blev leder af Hardy's Bageri, men han er glad for at være i bageriet og i byen. Foto: Karin Kjærsgaard
Annonce

Paralyseret

Chokket over pludseligt at have mistet sin far og tanken om bageriet og personalet i Nørre Nebel gjorde Jacob Christensen lamslået.

- Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet og tænkte, hvad skal jeg gøre. Der er pissetravlt i bageriet fra påske til efteråret - det kunne jeg ikke overskue, siger Jacob Christensen, der har sit eget firma, Pro Grege.

Han mindes, at Britta ringede til ham efter nogle dage og sagde, det var på tide, han kom hjem, for der var brug for ham i bageriet.

Jacob Christensen har mange barne- og ungdomsminder fra han arbejdede i bageriet sammen med sin far. Foto: Karin Kjærsgaard
Annonce

Tvivlen

Jacob Christensen lægger ikke skjul på, at han var meget i tvivl om, om han skulle påtage sig opgaven at drive Hardy's Bageri videre.

- Men du lukker ikke en virksomhed, der har haft sorte tal i 37 år, så er du en idiot. Og medarbejderne, nogle af dem har været her i flere end 25 år, og far gjorde meget for at passe på et godt personale. Det talte meget for at fortsætte driften, men jeg var meget i tvivl, fortæller han.

Annonce

Udslaget

Tvivlen forsvandt påskemorgen. Jacob Christensen kom til Nørre Nebel for at deltage i sin fars begravelse, og da han kørte ind i byen, blev han mødt at en allé af flag på halv stang igennem hele byen.

- Det var smukt samtidigt med, at det var trist. Det var helt vildt at komme hjem til - og at fortsætte bageriet virkede som det rigtige at gøre for alle - for personalet og for byen, fortæller han.

Hans øjne bliver blanke.

Annonce

Helt forkert

Siden har det vist sig, at beslutningen både var rigtig og en god oplevelse for Jacob Christensen selv.

- I bageriet har jeg far lidt stadigvæk, vi har arbejdet meget sammen i bageriet, mens jeg var barn og ung. Det er tæt på at være sorgbearbejdelse, siger han.

Jacob Christensen erindrer en af de første aftener, han sad på firma-kontoret. Det virkede forkert - og mærkeligt.

- Jeg havde aldrig været her alene før, men heldigvis var der et bjerg af arbejde, jeg kunne tage fat på, siger han.

Annonce

Sjoveste job

Jacob Christensen har på ingen måde fortrudt, at han efter aftale med søstrene, Anna Søndergård Tolstrup og Mette Tolstrup Christensen, sagde ja til at stå for Hardy's Bageri, indtil bodelingen er færdig, antagelig til sommer.

- Der er ingen tvivl om, det er det sjoveste job, jeg nogensinde har haft. Jeg har nogle fantastiske medarbejdere, og variationen i arbejdsopgaverne er ekstrem - fra at lære en ny rengøringsdame op til at forhandle brødkontrakt til over en million kroner. Det er vildt fedt, siger han.

Annonce

Mod- og medvind

"Vildt fedt" - nu. Jacob Christensen husker tydeligt, da han ankom.

- Firmakontoen var lukket. Alt blev lukket ned, den dag far døde, fordi det var et personlig ejet firma. Vi arvede et firma i drift, men havde ikke koden til arbejdscomputeren eller adgang til firmakontoen, så medarbejderne kunne få løn, siger han og tilføjer:

- Så er det dejligt med en god sparekasse. Det var helt afgørende, ellers havde vi været nødt til at lukke.

Jacob Christensen, der i Nørre Nebel kaldes "Jacob Bager" har i det hele taget kun rosende ord til overs for byen.

- Alle folk har arbejdet med, ingen imod. Det har været fedt at opleve, understreger han og tilføjer, at det bedste, han har "arvet", er medarbejderne, uden dem, kunne han ikke have drevet bageriet videre.

Annonce

Mentaliteten

Jacob Christensen lægger ikke skjul på, at han er glad for at være tilbage i bageriet, som hans far købte i 1980.

- Jeg har aldrig arbejdet så meget i mit liv som det sidste halve år, men det gør ikke noget, så længe man er glad, siger han og smiler.

Han trives med at være kommet tilbage til sine vestjyske rødder og vestjyderne.

- Der er bare noget helt fantastisk på Vestkysten - ved den måde mennesker er på. Uanset travlheden i sommer, har der ikke været sure mine, de ansatte har bare knoklet på - det er bare så rart at komme hjem til, siger Jacob Christensen.

Bageriet fortsætter

Han mærker, at folk i byen er glade for, der stadig er et bageri, og det bliver der ved med at være, hvis det står til Jacob Christensen. Står der en dag en bager og vil købe bageriet, bliver det måske solgt.

Men han vil ikke være den, der "lukker og slukker i Hardy's Bageri", byens eneste bageri. Han vil gerne køre det videre, men det vil tiden og bodelingen med søstrene vise - han tror, at de finder frem til en løsning.

- Der skal være et bageri i Nørre Nebel, siger Jacob Christensen, antagelig landets eneste bagermester med en PhD, og smiler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce