Vrøgum: 60-årige Karen Eskesen har de sidste tre årtier boet i Vrøgum. For 18 år siden startede hun op derhjemme med en blomsterbutik i et lokale, hun i dag bruger som hobbyrum og atelier til sin store passioner, nemlig kunst og keramik.
- Da vi efter fire år voksede ud af lokalet hjemme i Vrøgum og flyttede "Karens Blomster" til Oksbøl, øjnede jeg chancen til at bruge det højloftede lokale med de mange gode lysindfald, som atelier for min billedkunst, siger Karen og tilføjer:
- Jeg har en søster mere i Vrøgum, der ligesom vores mor på 97 år også kan lide at male og forme i ler. Vi deler ovnen og lokalet og lader os inspirere af hinanden, siger Karen Eskesen, der også tager på mange kreative kurser med både søster og veninder.
Karens farveunivers
- Jeg bruger meget naturens farver i mine malerier det grønne og blå univers og mange jordfarver, jeg ved slet ikke, om jeg kunne finde ud af at male med pink, rød og lilla, men det falder mig i hvert fald ikke naturligt, når jeg griber til penslerne, siger hun.
Karen Eskesen maler både derhjemme flere gange i ugen, men også når hun er i sommerhuset i Børsmose. Hun anvender akrylfarver.
- Jeg elsker maleprocessen og kobler helt fra undervejs. For jeg tænker kun på at at male og være lige der. Det er en fornøjelse at kunne være i gang med flere malerier på én gang, så man kan gå til og fra og give det tid, siger Karen, hvis hverdag er helt anderledes travlt indrettet som selvstændig blomsterbutiksejer med mange deadlines på blomsterdekorationer.
Kunstgenrer der spænder vidt
Gennem tiden har Karen Eskesen prøvet flere forskellige kunstgenrer af.
- Jeg har været på kurser i vidt forskellige ting udover maleriet, så har jeg arbejdet i kobber, lertøj og med skulpturlim, siger Karen Eskesen, der gerne hopper ud, hvor hun ikke kan bunde.
- Hvad kan der ske? Andet end at man ikke synes, det er sjovt, fordi man måske ikke har de store evner i den retning, men så må man finde en anden vej, siger Karen Eskesen, der sagtens kan overføre disse tanker til sit arbejdsliv.
- Jeg åbnede butik uden meget andet end interessen for faget, derefter ansatte jeg en blomsterdekoratør, der lærte mig op. Så jeg er startet helt fra bunden, og det gør jeg konstant med ting indenfor det kreative univers - om det så gælder blomster eller kunst, slutter Karen Eskesen, der synes livet er for kort til ikke at prøve nye ting undervejs.
Karen EskesenJeg åbnede butik uden meget andet end interessen for faget, derefter ansatte jeg en blomsterdekoratør, der lærte mig op. Så jeg er startet helt fra bunden, og det gør jeg konstant med ting indenfor det kreative univers.