Annonce
Vesterhavsposten

Karin har gået 10.000 skridt hver dag i 1000 dage

60-årige Karin Tryk Christiansen er en lokal "Forrest Gump" type, der bare bliver ved med at gå. Fordi hun ikke kan lade være. Ofte med en lydbog i ørerne. Privatfoto
For 60-årige Karin blev ny teknologi en måde at nå sit motionsmål på. Nu er det at gå dagligt blevet en sund afhængighed.
Annonce

Oksbøl/Vrøgum: Karin Christiansen er lige rundet de 60 år. Hun bor mellem Vrøgum og Oksbøl, er gift, og har tre voksne børn. Til daglig arbejder hun på Oksbøl Kaserne som overassistent.

- I 2016 fik jeg et Garmin aktivitetsur i julegave, som er kommet til at betyde en hel del i min hverdag. I et par år tjekkede jeg sporadisk på mit nye ur, hvor mange skridt jeg havde gået, siger Karin og tilføjer:

- Ofte var det meget mere, end jeg regnede med. Midt i juni 2018 opdagede jeg, at jeg havde gået mit skridtmål på 10.000 skridt i mere end 60 dage uden ophold - siden den 10. april 2018. Så bestemte jeg mig for at se, hvor mange dage jeg kunne nå op på uden afbrydelse.

Annonce

Afbrydelser i daglig rytme

Det gik fint, indtil hun skulle på sommerferie første gang en tur sydpå i bil til Frankrig.

- Jeg tænkte, nu falder det hele til jorden, når vi skal køre ti timer ad gangen uden stop, men jeg endte med at gå frem og tilbage på rastepladser og fik også min mand med ud at gå på vej derned, siger en målrettet Karin Christiansen smilende.

En glad mor og svigermor. Karin Tryk Christiansen blev overrasket og fejret af de nærmeste på dag 1000 med 10.000 skridt dagligt. Selvfølgelig med en gåtur. Privatfoto 
Annonce

Gåture giver ro og frisk luft

Karin Christiansen har i mange år dyrket håndbold på hobbyplan.

- Men nu synes jeg, min krop er bedst til at gå, og det gør jeg så. Ofte alene med en lydbog i ørerne eller med min mand og hund, men udenfor coronatider er jeg også en del af Blåvandshuks Gang & Løb gruppe, siger Karin Christiansen.

Ofte går Karin sin mand i møde efter arbejde.

- Så kan jeg få et lift i bilen hjem, det er hyggeligt, siger Karin, der har flere favoritruter i området.

Annonce

Lokale gåruter

Karin kan blandt andet godt lide at gå turen rundt om Barnsø, der er cirka seks kilometer. De 10.000 skridt svarer cirka til syv kilometer.

- Jeg går også ofte i plantagen, siger Karin, der er blevet så "afhængig" af sin skridttællende Garmin, at hun fornylig ringede ind til firmaet for at få tilføjet sine skridt på appen. Fordi de var blevet hacked og i to dage ikke var opdateret, så appen startede med at tælle forfra.

I Karins tilfælde forsvandt henved 850 dage på hendes aktivitetsur.

- Det var simpelthen for ærgerligt, men de fik det hele tilføjet igen, siger hun både glad og lettet.

Annonce

Fejret af børn og svigerbørn

Da Karin Christiansen havde gået i 1000 dage, blev det fejret.

- Jeg blev så glad, da min datter Janne og hendes kæreste og min svigerdatter kom og overraskede mig med blomster og selvfølgelig med en gåtur på dag 1000, siger hun.

Opbakning fra de nærmeste til sådan et forløb betyder meget.

- I virkeligheden er det jo lige meget, hvor meget man går, jeg går faktisk mere i dag end for et par år siden, cirka 13.000 skridt dagligt, men hvis man bestemmer sig for at gå 5000 skridt, tæller det jo også for noget, slutter Karin Christiansen.


I 2018 bestemte jeg mig for at gå 10.000 skridt dagligt i 1000 dage uden afbrydelser.

Karin Tryk Christiansen


Derfor skal du gå 10.000 skridt dagligt

  • Sundhedsstyrelsen anbefaler at gå 10.000 skridt dagligt for at holde sig i form.
  • Det svarer til 100 minutter i roligt tempo og 75 minutter i rask tempo.
  • For børn er anbefalingen 12.000 skridt.
  • Risikoen for diabetes og hjertekarsygdomme reduceres, jo længere du går om dagen.
  • Desuden anbefales det, at man derudover dyrker motion hver dag, der får pulsen op.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vesterhavsposten

Mor og datter må  knokle hårdt for at sælge mindre tøj: Men de har fundet en lille sti ud af nedlukningsdepression

Annonce