Annonce
Vesterhavsposten

Lys til gæsterne er en hel videnskab på Nymindegab Kro

Mike Stage har mange funktioner på Nymindegab Kro. Han går meget op i lys og effekterne af lampevalg og lyssætning, der kan programmeres via en high tech app. Foto: Tatjana Johnsson
Mike Stage renoverer den historiske kro med omtanke og i små bidder. Især når det gælder lys. Forskelligt lys til forskellige rum, funktion og tid på dagen.
Annonce

Nymindegab Kro rejser sig tillokkende og majestætisk på en bakketop i det kuperede hede- og klitlandskab. Her har mange kunstmalere gennem tiden ladet sig inspirere af naturen og det helt særlige lys på disse kanter. 30-årige Mike Stage, der har flere ansvarsposter på den historiske kro, er også manden, der fremtidssikrer kroens renovering. Det gør han lige nu med fokus på lys og stemninger.

- Jeg er uddannet kok og vinkyper. Kroen en del af mit DNA og hjerteblod, og jeg har arbejdet her de seneste 14 år. Vi bor lige ovre på den anden side af vejen, siger Mike.

Med vi referer Mike til sin kæreste, køkkenchef på stedet Trine Steffensen, der er datter af de nuværende ejere af Nymindegab Kro, Finn og Lone Steffensen. Mike og Trine venter deres første barn til april, og de er klar til at overtage mange flere funktioner på kroen i nær fremtid.

- Jeg er vild med indretning, ikke sådan udpræget i de små detaljer med vaser og lysestager, det er Trines domæne, mere overordnet hvad de forskellige rum på kroen skal kunne. Jeg er meget optaget af lys og farver og den påvirkning, disse elementer har på folk, siger Mike og tilføjer:

- Jeg researcher til nye idéer på nettet og finder mange gode løsninger via Pinterest og lignende sider.

Jeg er meget optaget af lys og farver og den påvirkning, disse elementer har på vores gæster.

Mike Stage

Annonce

Lys styret på telefonen

Mike Stage leger med lys og indretningsløsninger ved brug af Philips Hue. Et high tech lyssætningssystem, der styres via en app på telefonen.

- Med appen kan jeg skalere kroens mange forskellige lamper i forhold til den stemning, jeg gerne vil have, gæsterne skal være i. Vi har mange næsten labyrintiske gange op til værelserne, der er opstået ved tilbygninger i årenes løb. En af de lange gange er blevet malet koksgrå og har fået en lyssætning, der løber øverst langs væggen og derfor opleves som en kontinuerlig lysstreg, siger Mike Stage.

I følge Mike er det videnskabeligt bevist, at den mørke vægfarve i en kombination med lyssætningen gør folk trygge og får dem ned i tempo.

- Hvilket er en god kombination til et dejligt kroophold, at folk føler sig afslappede ved hjælp af lys, smiler Mike Stage og viser ud på bagtrappen.

Annonce

Vindueeffekt ved brug af lys

Lige efter nytår gik man på kroen i gang med at male de råhvide vægge koksgrå på bagtrappen. Gelænderets baslystre får samme tur, og dernæst opsættes gelænderlys. Kigger man op i loftet, får man en overraskelse på bagtrappen.

- Vi har netop fået installeret et 4x3 meter stort ovenlysvindue, som jeg kan indstille med forskellige filtre og lyssætning i forhold til tidspunkt på dagen.

For den ikke indviede er det en overraskelse, at det vitterlig ikke er naturligt vindueovenlys, men en firkantet lampe, der giver samme effekt.

- Jeg indstiller lyset skarpt som morgensol, når gæsterne vågner og skal ned og spise morgenmad. Om aftenen er det indstillet langt mere gulligt og til tusmørkestemning, siger Mike Stage.

Han har også lampetter på væggene i kroens festsale, der kan vendes i alle retninger og give vidt forskellige stemninger og effekter. Alt efter brug og i hvilken retning lamperne drejes.

Fremtiden byder på mange individuelt indrettede værelser på kroen, der altid har gang i et moderniseringsprojekt. Mike vil fortsat lege med lamper og lyseffekter i et forsøg på at matche den unikke natur og lyset lige udenfor kroen, som folk kører så langt efter at opleve.

Nymindegab Kros historie

- Nymindegab Kro blev officelt grundlagt som kro i 1862 af Jes Kristensen, da han indviede den firlængede gård som kro.

- Der har været drevet beværtning på stedet før. Det beretter zoolog H. N. Krøyer i 1843, da han besøger stedet i forbindelse med en undersøgelse af det lokale fiskeri. Han satte spørgsmålstegn ved kroens placering på dette øde sted og ikke mindst fiskernes indtagelse af brændevin.

- I den sidste halvdel af det 19. århundrede begyndte malere at leje sig ind på kroen om sommeren, hvor de lavede en masse skitser, som senere blev gjort færdige hjemme i København. Malerne som i dag bliver kaldt Nymindegab Malerne blev ved med at komme helt frem til 1. verdenskrig. Nogle få billederne har kroen byttet sig til, men på Nymindegab Museum kan man finde mange af de gamle malerier.

- Omkring år 1900 overlod krofatter Jes Kristensen driften til sønnen Jens Lassen Kristensen. Jens byggede straks en bygning til, da de oprindelige gæsteværelser lå lige over kostalden, og det kunne lugtes.

- I 1936 og 1942 brændte kroen, men allerede året efter var kroen genopbygget på det sted, hvor det ligger i dag.

- I år 2000 overtog Lone & Finn Steffensen kroen, og de har siden hen renoveret og bygget til.

Kilde: www.nymindegabkro.dk

Mike Stage har mange funktioner på Nymindegab Kro. Han går meget op i lys og effekterne af lampevalg og lyssætning, der kan programmeres via en high tech app. Foto: Tatjana Johnsson
Bagtrappens ovenlys er ikke et vindue, men en lampe, der kan indstilles med for eksempel blidt morgenlys, der giver energi til dagen, eller en varm og hyggelig velkommen hjem-belysning ved aftentide. Foto: Tatjana Johnsson
Mike Stage og Trine Steffensen glæder sig til at blive forældre for første gang til april. Arkivfoto: André Thorup
Nymindegab Kro byder på mange overraskelser, især når det gælder moderne lyssætning. Arkivfoto: André Thorup
Det naturlige lys vælter ind ad Nymindegab Kros mange vinduer med dertil indrettede hyggehjørner og udsigt til storslået natur. Foto: Tatjana Johnsson
Mike Stage viser rundt i de mange fløje og værelser på Nymimdegab Kro med vidt forskelligt og et individuelt udseende. Foto: Tatjana Johnsson
Mike Stage ved den maleriske og karakteristiske bagindgang til Nymindegab Kro. Foto: Tatjana Johnsson
Det her er første indtryk, når man træder indenfor døren på Nymindegab Kro. Så er stemningen sat i forhold til beliggenheden med klit og strand indenfor rækkevidde. Foto: Tatjana Johnsson
Receptionen i en kombination med baren skal også renoveres i nær fremtid, og det er et af flere naturlige samlingspunkter på Nymindegab Kro. Foto: Tatjana Johnsson
Nymindegab Kros selfiehjørne, der er meget populært at hænge ud i. Foto: Tatjana Johnsson
Der er små, fine detaljer i indretningen, uanset hvor øjet skuer på Nymindegab Kro. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vesterhavsposten

Teater gør stærk og giver venskaber

Annonce