Annonce
Vesterhavsposten

Musikken er klar til at spille på Landal Seawest

General manager Lars Munk glæder sig til, at børnene kan gå i gang med slagtøjene i den nye Musikskov i Landal Seawest. Her er han selv klar ved trommerne omgivet af teknikerne Ulf Bürger og Michael Rasmussen, der har haft travlt under cononanedlukningen. Foto: Steen Tue Bjerborg
Landal Seawest har brugt den tvungne nedlukning til at renovere og udvikle nye tiltag. Nu venter feriecentret bare på, at de må få lov at åbne parken for gæsterne igen.

Nørre Nebel: Corona-nedlukningen har sat sine spor - også i Landal Seawest ved Nørre Nebel. Ferieparken har godt nok haft lov til at udleje ferieboliger i nedlukningsperioden. Men når man samtidig har været tvunget til at have alle centerfaciliteter og badelandet lukket, og der ikke har måttet komme udenlandske turister, har det været så som så med tilstrømningen af besøgende.

- Ja, der har været meget stille her. Og de udenlandske gæster booker heller ikke til 2021, før der er klarhed om restriktionerne, lyder det fra salgs- og marketingmanager Kent Lodberg.

Klar med slagtøjet

Nedlukningen har dog også sat sine positive spor i Landal Seawest. Uden den normale travlhed når der er de mange gæster, har der nemlig været tid og mulighed for at få lavet noget af alt det, man ellers ikke når og kan. Og at få nogle gode nye ideer.

En af dem er Musikskoven, en udendørs musiklegeplads for børn foran legeområdet og søen ved feriehusene. Her kan børn i alle aldre spille på alle slags slagtøj og lære melodier. Og instrumenter og noder er designet, så det er nemmere at lære at spille musikstykkerne.

- Det er en ny idé og aktivitet, som vi virkelig er stolte af og glæder os til. Derfor har vi også tænkt på at indvie den med en koncert, hvor der kan komme en professionel musiker og spille for og med børnene her, fortæller general manager i Landal Seawest Lars Munk.


Vi ser lyst på sommeren. Men det store spørgsmål er, hvorvidt vi kan få lov at åbne for badelandet eller ej?

Kent Lodberg


Har haft travlt

Derudover er blandt andet badelandet blevet malet op og lyset ordnet, så alt står skarpere. Der er arbejdet med et nyt it-system til køkkenet i Brasseriet, så gæsterne kan få bedre service og lettere adgang til menuerne. Og så er den store hal allerede før coronanedlukningen blevet omdannet til et stort, lyst og indbydende spise- og opholdsområde omkring Brasseriet.

- Vores teknikafdeling har fået at vide, at den skulle bruge tiden på at ordne og opfriske alt det, den kunne. Så medarbejderne har virkelig haft travlt, smiler Lars Munk.

Brasseriet og det nye spiseområde omkring er klar til at tage imod gæsterne. Så nu mangler det bare, at Landal Seawest får lov at åbne. Foto: Steen Tue Bjerborg
Annonce

Venter god sommer

Nu mangler bare en ting. At Landal Seawest kan få lov at åbne ferieparken og faciliteterne igen, så gæsterne kan komme og få gavn af arbejdet med istandsættelserne og de nye tiltag.

- Vi ser lyst på sommeren. Men det store spørgsmål er, hvorvidt vi kan få lov at åbne for badelandet eller ej? Kan vi åbne badelandet for vores gæster, er vi overbeviste om, at mange familier vil booke ferie i Danmark og her. Men det ændrer jo ikke ved, at vi kommer til at savne vores udenlandske gæster, fastslår Kent Lodberg.

Landal Seawest understreger, at de er helt klar til at arbejde med de forskellige restriktioner og coronapas, som de har en stor tiltro til. Det afgørende er, at de kan åbne igen.

Fakta

Landal Seawest vest for Nørre Nebel udlejer ferieboliger og har en stor feriepark med badeland, andre aktiviteter, legeland, spisesteder og så videre.

Landal Seawest er en del det internationale ferieparkcenter Landal Green Parks. Det startede i Holland i 1956 og har i dag syv ferieparker i Danmark.

Landal Seawest har under coronanedlukningen godt måttet udleje ferieboliger, men har været tvunget til at holde ferieparken og alle aktivitetet lukket.

Køkkenet ved brasseriet har både fået ny ovn og et smartere it-system, der vil gøre det lettere for kunderne at få adgang til menuerne. Foto: Steen Tue Bjerborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce