Annonce
Vesterhavsposten

Søren har rolige hænder til mekanisk indmad

Urmager og optiker i Nørre Nebel, Søren Fisker, fylder snart 75 år, men har ikke planer om at stoppe og gå på pension. Foto: Tatjana Johnsson
Selvom han i år runder de 75 år, har Søren Fisker, der er urmager og optiker i Nørre Nebel, ingen planer om at stoppe. Så længe hans hænder er rolige, og øjnene skarpe, nyder han sin tilværelse i bagbutikken, hvor han reparerer stort og småt urværk.
Annonce

Nørre Nebel: Søren Fisker fylder snart 75 år og har i 47 år været urmager i Nørre Nebel i butikken på hjørnet af Bredgade, der også sælger briller og smykker.

- Jeg skulle egentlig have været mekaniker som min far. Det drømte jeg om, men så blev jeg påkørt af en bil og fik en knæskade, der gjorde, at jeg ikke kan løfte særlig meget, og så blev det i stedet en læreplads som urmager i Ry, siger Søren Fisker helt uden fortrydelse.

Hos Søren Fisker er der mange faste kunder, men man vil nok blive overrasket over, hvor mange tyskere der også kigger forbi i sæsonen.

- Jeg har ofte folk, der har mistet deres briller i bølgen den blå. Det er ikke altid, jeg kan hjælpe med nye briller med den rette styrke sådan lige på stedet, men der er også mange, der bare kommer for at få rettet briller til, siger han.

En knæskade i en ung alder gjorde, at jeg blev urmager og optiker i stedet for mekaniker.

Søren Fisker

Annonce

James Bond effekt på ure

Det er overvejende det lidt ældre segment af kunder, der frekventerer Søren Fisker omkring køb og reparation af ure.

- Jeg kan godt mærke en stigende interesse for armbåndsure igen, eftersom mange i en årrække bare har brugt deres mobiler til at se på klokken, men der er også især mange mænd, der gerne vil eje et smukt ur - som en del af deres påklædning og persona eller besmykning, om man vil, siger Søren Fisker, der ikke nødvendigvis synes, at Rolex og Omega er de flotteste ure.

- Der er flere rigtig fine urmærker, der ikke behøver at reklamere for at blive set på samme måde som Rolex og Omega. Deres mærkenavne oser så meget af kvalitet, at de slet ikke behøver James Bond-typer til at reklamere for deres tidløse kvalitet. Her tænker jeg på blandt andet mærkerne IWC og Patik Phelip.

Selv går Søren Fisker med et armbåndsur, der er mere end 30 år gammelt, og i sin tid kostede det ham en hel månedsløn, men mere vil han ikke røbe om det emne.

Annonce

Klokken slår

Søren ved ikke, hvor længe han bliver ved.

- Birthe, min kone, og jeg bor her ovenpå forretningen, og så længe vi hygger os med at drive butikken sammen, og jeg har rolige hænder og et godt syn, ja, så tror jeg da, at vi fortsætter en rum tid endnu, siger Søren Fisker, der aldrig keder sig i sit hyggelige værksted i bagbutikken.

I 47 år har Søren Fisker drevet forretning i Nørre Nebel, hvor han reparerer ure på sit værksted i baglokalet. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce

Fluefiskeri

Sørens efternavn, Fisker, passer særdeles godt til hans store interesse for fiskeri med flue. Sidste år fik Søren Fisker en laksefangst i Skjern Å, der vejede hele 19,5 kilo, og han har også været i blandt andet Alaska for at fluefiske.

- Det er min store interesse med fluefiskeri, og det er en hobby, der går mange timer med, også om vinteren, hvor jeg binder mine egne fluer i timevis, siger han og viser de flotte fluer frem i mange farver og med finesse og sans for detaljen.

Klokken slår taktfast på væggen i urmager Søren Fiskers baglokale, hvor han i værkstedet følger med tiden og reparerer ure, så længe han kan, og så længe, der er brug for ham.

Søren Fisker har også mange faste kunder, der i generationer køber for eksempel dåbsgaver i butikken. Foto: Tatjana Johnsson
Mange af de gamle vægures værk og lodder henter og bringer Søren Fisker og reparerer på 'skafottet', som han kalder stativet. Foto: Tatjana Johnsson
I sin fritid nørkler Søren Fisker med at binde fluer, da han er en ivrig fluefisker. Foto: Tatjana Johnsson
Sidste år fangede Søren Fisker en laks på 19,5 kilo i Skjern Å. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce