Nørre Nebel: Vejret var måske nok imod dem, men opbakningen var slet ikke til at tage fejl af, da Nørre Nebel Håndværk og Handelsstandsforening torsdag den 11. marts satte 250 gavekort billigt til salg fra den lokale SuperBrugsen.
Her kunne man købe et gavekort til en handelsværdi på 700 kroner til byens forretninger for blot 500 kroner, og samtlige gavekort blev solgt på mindre end en time.
Kasserer i Nørre Nebel Håndværk og Handelsstandsforening og butiksindehaver af Ja Sko Bente Møller havde ellers været bekymret for, om regn og blæst ville afholde folk fra at
dukke op, men allerede klokken kvart i fem begyndte de første mennesker at stille sig i kø.
- Inden længe var køen jo så lang, som jeg ved næsten ikke hvad. Det var jo fantastisk
at se, fortæller Bente Møller om fremmødet.
Donation fra SuperBrugsen gjorde det hele muligt
Det er anden gang, siden Corona-krisen gjorde sit indtog i Danmark, at en gavekort-event er løbet af stablen i Nørre Nebel i et forsøg på at få sat endnu mere skub i handlen i en svær
tid. Denne gang var det en donation fra Nørre Nebel og Omegns Brugsforening på 50.000 kroner, der gjorde det muligt at sælge gavekortene til en så favorabel pris.
- De ved jo, at vi har haft en rigtig hård tid, så det er virkelig flot, at de vil gå ind og give noget af deres overskud til os. Det varmer, siger Bente Møller.
Bente MøllerInden længe var køen jo så lang, som jeg ved næsten ikke hvad.
At initiativet er blevet bakket så flot op af både lokalbefolkningen og sommerhusejerne, som alle vil være med til at støtte de lokale forretninger i en svær tid, glæder Bente Møller.
- De som stod i køen i torsdags, var jo mere eller mindre kendte folk allesammen, og det var bare skønt at se, hvordan der bliver passet på butikkerne her i byen. Det er vi meget glade for.