Lunde/Nørre Nebel: 54-årige Lone Frederiksmose i Lunde er iværksætter og selvstændig erhvervsdrivende. Alene mor til fire børn med egen tømrer og tagdækningsvirksomhed gennem de sidste 19 år, har hun nu kastet sig ud i næste projekt med sin egen webshop. Den har fået navnet Naturaleza og er udviklet sammen med flere af hendes børn. Børnene er tvillingerne Pernille og Heidi 32 år, Brian 28 år og Tonja på 20 år.
Som navnet antyder, sælges der bæredygtige produkter online i den nye webshop, men der er også gårdhavesalg på udvalgte søndage.
- Måske er det en anelse modigt at kalde det gårdhavesalg, men faktum er, at det foregår om søndagen i min havestue her på ejendommen, siger Lone Frederiksmose med et smil og tilføjer:
- Som tingene er lige nu midt i en pandemi, kan man følge med på mine sociale medier, når det drejer sig om hvilke søndage, vi holder åben, og her mener Lone ikke bare Facebook, for hun har travlt og mange følgere på sin helt egen YouTube-kanal.
Familiekollektiv og YouTuber
Lone Frederiksmose har kastet sig over sin egen YouTube-kanal, der allerede har små 3000 abonnenter, hvor hun live streamer og fortæller om både sine virksomheder og hverdagen i al almindelighed.
- Jeg tager for eksempel folk med ud og beser projekter med tømrer- og tagdækningsarbejde, og jeg fortæller også om webshoppens sortiment og udvikling, siger hun.
På Lones kanal er der også indslag om renoveringen af hendes ejendom i Kvong, der er gennemtænkt ned til mindste detalje, og Lone fortæller om sine mange boligideer med eget design. Blandt andet et indbygget akvarium i brusekabinen.
- Jeg synes, det er både sjovt og udfordrende at have sin egen YouTube-kanal, og jeg er ikke bange for at vise, hvordan vi lever livet som storfamilie her på ejendommen, siger Lone, som deler hus med to af sine døtre, svigersøn, børnebørn, hund og katte.
Sportsbiler er også bæredygtige
Sportsbiler er også en stor passion for Lone, som hun deler med sønnen Brian, der selv har firmaet BF lifestyle, han er også youtuber.
- Folk må hjertens gerne følge med i, hvad vi tænker og tænder på forretningsmæssigt, siger Lone, der også i et indslag er ude og kigge på Lamborghinier og Maclaren-biler med sønnen Brian.
Hvis man nu tænker, at det ikke matcher at være vild med både sportsbiler og bæredygtige bambuskopper, så er Lone Frederiksmose af en anden holdning.
- Bæredygtighed skal man tænke over. En stor bil kan godt give god mening, for den kan holde i mange år, fordi motor og karosseri er bedre i modsætning til mange miljøvenlige bilers, siger Lone, der også fremhæver, at tøj i kunststoffer er mere bæredygtigt at fremstille end det i bomuld, hvor der tilgår meget vand i opdyrkningen.
Lone FrederiksmoseBæredygtighed skal man tænke over. En stor bil kan godt give god mening, for den kan holde i mange år, da motor og karosseri er bedre i modsætning til mange miljøvenlige bilers.
Familien er omdrejningspunktet fra a til z
Lone har været meget alene omkring børnenes opvækst.
- Jeg elsker min familie. Sammenholdet og fællesskabet. Sparring på alt muligt og umuligt - også forretningsmæssigt. Ellers kunne flere af os jo heller ikke bo under samme tag, siger Lone, der deler bolig med datter, svigersøn og børnebørn i den ene afdeling af huset. Det er kun den yngste Tonja, der bor hjemme endnu.
- Det er pigerne, der har tænkt allermest i bæredygtige produkter, de er af en generation, der virkelig gerne vil passe på kloden, det kan man godt mærke, siger Lone.
En webshop med omtanke
Naturaleza er en webshop, som Lone netop har udviklet sammen med sine børn.
- Vi er vilde med miljøvenlige produkter og med økologi. Vi har sourcet produkter blandt andet i Tyskland, Danmark og Kina og har fundet rigtig dygtige leverandører, siger Lone, der har et bredt sortiment i webshoppen lige fra bambuskopper til miljøvenlige håndklæder, herreunderbukser og veganske vingummier.
Webshoppen prøver på at have det hele til hverdagen.
- Vi vil gerne kloden det bedste og samtidig leve livet, slutter Lone Frederiksmose.
Lone FrederiksmoseVi vil gerne kloden det bedste og samtidig leve livet.
- Vi vil gerne kloden det bedste og samtidig leve livet, slutter Lone Frederiksmose.